Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

En uddannelse, en familie, en ny chance i livet. Det er forskelligt, hvad der får folk til at betænke SOS Børnebyerne i deres testamente. Nogen har været SOS-fadder i mange år og ønsker derfor også at efterlade noget til deres hjertesag, når de en dag skal væk herfra. Andre stifter vi først bekendtskab med, i det øjeblik vi modtager arven.

Mød nogle af vores testatorer og bliv klogere på, hvorfor de har valgt at give en sidste gave til verdens forældreløse og udsatte børn.

Gert Carstensen Lund

”Min daværende kone og jeg fik kun et barn, og derfor besluttede vi os for også at få et fadderbarn. Det var Doris, hun boede i børnebyen Angol i Chile. På det tidspunkt var det mest min kone, der stod for kontakten. Jeg fulgte lidt med over hendes skulder. Da vi blev skilt, mistede jeg kontakten til Doris i mange år. Men så en dag fik jeg en besked fra hende på Facebook, og så begyndte vi ellers at snakke." Gert har efterfølgende besøgt Doris mange gange, og de har knyttet tætte bånd. Da Doris skulle giftes, var det Gert, der fulgte hende op ad kirkegulvet.

Efter sine besøg i Chile besluttede Gert sig for at betænke SOS Børnebyerne i sit testamente. Han håber, at hans sidste gave kan være med til at give udsatte børn en familie og et håb for fremtiden: ”Det faldt mig egentlig meget naturligt. Der er jo ingen børn, der selv har bedt om at blive født. Derfor vil jeg være med til at støtte arbejdet for dem, der kommer til verden med uheldige kort på hånden.”

Arv ændrer liv

Ægteparret har siden 2015 været SOS-faddere for Grace fra SOS-børnebyen Mzuzu i Malawi.

Fra fadderbarn til arv

Nu har Irene og Hans Jørgen også besluttet at testamentere en del af deres arv til SOS Børnebyerne.

”Det valg traf vi, fordi vi har besøgt Bakoteh-børnebyen i Gambia. De voksne var meget søde ved børnene, SOS-mødrene var så kærlige overfor børnene, og børnene var meget glade for dem,” siger Irene.

Irene og Hans Jørgen bor i Herning, hvor de har boet det mest af deres lange liv sammen, og her kan de næste år fejre diamantbryllup. De har ingen børn selv, og det betyder meget for dem, at deres penge går til at hjælpe børn, der virkelig har brug for det.

”I gør jo meget for børn, det har vi set. Nogle gange giver man til formål, hvor man kan være i tvivl om, hvorvidt for mange af pengene går til administration. Den tvivl har vi ikke om SOS Børnebyerne. Og når vi læser om SOS Børnebyerne og ser jeres historier om børnene i tv, går det lige i hjertet,” siger Hans Jørgen og klapper med hånden på brystet.

Skolegang er vigtig

Irene og Hans Jørgen er både trygge og tilfredse med at vide, at deres arv er med til at hjælpe forældreløse og udsatte børn. Deres arv kommer til at hjælpe generationer, og derfor er det ikke kun pengene til de enkelte børn, men også den langsigtede effekt af hjælpen, der betyder noget. Deres hjertesag er områder som sundhed og uddannelse.

”Det er vigtigt for os, at pengene går til børnenes uddannelse og sundhed. Især at de får en god uddannelse. Mange børn i de afrikanske lande, vi har besøgt, har ikke mulighed for at komme i skole. Vi ved, hvor vigtigt det er for resten af éns liv, at man lærer at skrive, læse og regne,” siger Hans Jørgen.

”For mig er det også vigtigt, at børn, der bor på gaden, kommer ind i børnebyerne og får en tryg tilværelse og en seng at sove i. Børn har risiko for at blive misbrugt til hårdt arbejde og på andre måder, og det beskytter SOS Børnebyerne dem imod,” siger Irene.

Har du spørgsmål?

Mette Sandager Löhndorf, Testamenteansvarlig