Det er din arv – du bestemmer
Med et testamente, kan du i højere grad selv være med til at bestemme, hvem der skal arve efter dig. Du kan også vælge at betænke velgørende organisationer som for eksempel SOS Børnebyerne. Det kan du gøre på flere måder:
- Med et bestemt beløb
- Med en procentdel af arven
Du kan altså både give noget videre til dine efterladte og til velgørenhed. De fleste, af dem der betænker os, vælger at testamentere deres arv til SOS Børnebyernes generelle arbejde ude i verden. På den måde kan vi sende pengene derhen, hvor de gør allermest gavn på det tidspunkt, hvor arven kommer til udbetaling.
Betænker du SOS Børnebyerne i dit testamente, betaler vi omkostningerne til oprettelse af testamentet. Omkostningen til advokatens salær er skattepligtig. Du skal selv betale gebyret til notaren på 300 kr.
SOS Børnebyerne anbefaler altid, at du får hjælp af en advokat til at skrive dit testamente. Herved sikrer du, at dit testamente bliver tilpasset netop dine ønsker og er udformet juridisk korrekt. Et testamente kan være med til at forhindre misforståelser og konflikter mellem de efterladte, og det giver dig ro i sjælen. Uden et testamente bliver dine penge fordelt i henhold til arveloven.
Ring til SOS Børnebyernes testamenteansvarlige Mette Sandager Löhndorf på 33 78 02 93 og hør nærmere om, hvordan du får gratis advokathjælp.
I videoen svarer advokat Malou Trebbien på nogle af de hyppigste spørgsmål, når det kommer til arv og testamente.
70/30-modellen
Hvis du overvejer at betænke velgørenhed i dit testamente, kan det faktisk være en økonomisk fordel for din familie.
Betænker du SOS Børnebyerne med 30% af din arv og beder os om at betale bo- og tillægsboafgiften for de øvrige arvinger*, vil din familie modtage en større arv, end hvis du testamenterede hele beløbet til dem. I videoen forklarer vi dig hvordan.
*Gælder ikke for livsarvinger, men for de familiemedlemmer, som bliver beskattet med 36,25% i bo-, og tillægsafgift. Det kan f.eks. være niecer, nevøer eller en god ven.
Hvad sker der med mit indbo?
Det er dig, der bestemmer, hvordan almindeligt indbo og dine personlige ejendele skal fordeles. Det kan du gøre ved at udarbejde en liste over, hvem du ønsker skal have hvilke ejendele. Listen skal være dateret og underskrevet for at være gyldig. Har du kostbart indbo som for eksempel dyre malerier, smykker eller ure, bør du indskrive det i dit testamente. Hvis du ønsker, at indboet skal gives til en, som også arver andet efter dig ud over den pågældendes del af arven, skal det fremgå tydeligt.
Hvorfor skal mit testamente påtegnes hos notaren?
SOS Børnebyerne anbefaler, at dit testamente bliver underskrevet hos notaren. Med notarens bekræftelse af din underskrift kan der nemlig ikke sås tvivl om ægtheden af dit testamente. Samtidig registreres dit testamente i Centralregistret for testamenter, og skifteretten får automatisk besked den dag, du dør, modsat et vidnetestamente, som ikke bliver registreret eller opbevaret et officielt sted. Et notarpåtegnet testamente er din garanti for, at dit testamente bliver fundet frem og dine sidste ønsker opfyldt.
Du kan også læse mere i vores arvefolder.
Bestil arvefolder