Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Sent søndag aften kunne en lettet medarbejder i SOS Børnebyerne Ukraine, Oleksandr Okrugin, tage imod 40 børn, fem SOS-forældre og to kolleger, da de ankom fra Ukraine til Polen. Oleksandr Okrugin, der selv var taget til Polen nogle dage forinden, stod klar, da bussen ankom med de ukrainske børn og SOS-forældre samt hans kolleger.  

“De er virkelig trætte, men i godt humør. De fryser lidt, så de er i gang med nogle aktiviteter for at få varmen. De har det efter omstændigheder godt, men er trætte,” siger Oleksandr Okrugin.  

Aleksandra Granada, landechef i SOS Børnebyerne Polen, stod sammen med sine kolleger klar til at indkvartere børnene i børnebyen Bilgoraj, som er den børneby i Polen, der ligger tættest på grænsen til Ukraine. Hun fortæller, at børnene var for trætte til at spise eller drikke, da de ankom.

“Det eneste, de ville, var at gå i seng og hvile sig. Heldigvis er de i god behold. I øjeblikket laver vi en mere detaljeret vurdering af deres behov, og børnene får hjælp af både læger og psykologer,” siger Aleksandra Granada. 

Se video nederst på denne side. 

I dag mandag ankommer endnu en gruppe børn og SOS-forældre til SOS Børnebyerne i Polen, som sørger for indkvartering til familierne.  

Ukraines landechef: Behovet stiger time for time 

I Ukraine er børn, plejefamilier og medarbejdere hos SOS Børnebyerne uskadte, men chokerede og bange. De plejefamilier fra Brovary og Lugansk-områderne, der blev flyttet til Lviv-regionen i sidste uge, måtte søge i beskyttelsesrum efter luftangrebssirener lød, men er heldigvis uskadte.  

Som det ses i medierne, er Ukraines hovedstad Kiev blevet bombet, og der har været gadekampe i dele af byen. SOS-familierne og medarbejdere i Brovary og Kiev er sikkerhed, men de har tilbragt mange timer i beskyttelsesrum.  

Serhii Lukashov, som er landechef i SOS Børnebyerne Ukraine, fortæller, hvordan situationen er lige nu: 

“Behovet stiger time for time. Vores medarbejdere kontakter alle familier, både plejefamilier og familier fra vores forebyggende hjælpearbejde, og giver dem psykologisk førstehjælp over telefonen. Vi er nødt til at holde os i kontakt med hinanden – det er nøglen til mental stabilitet,” siger Serhii Lukashov.  

Mere end 500.000 ukrainere er flygtet ud af landet, og ca. 160.000 er flygtet inden for landets grænser.  

Situationen i Ukraine ændrer sig hele tiden, og vi holder løbende kontakt med vores kolleger i SOS Børnebyerne Ukraine for at høre nyt om børnene og deres plejeforældre.  

Som fadder støtter du SOS Børnebyernes arbejde for udsatte og forældreløse børn i det krigsramte land, hvor rigtig mange børn desværre har brug for hjælp lige nu.

Bliv SOS-fadder i Ukraine – klik her.

Du kan også støtte SOS Børnebyernes arbejde i Ukraine med et bidrag.
Sms SOS til 1910 og støt med 150 kroner eller send et valgfrit beløb på Mobilepay 11386.