Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

SOS-familien får nye naboer

Riziki Ameir Kombo har været SOS-mor i over tyve år, og i al den tid har hun boet i SOS-børnebyen i Zanzibar. Det gør hun ikke længere. Sammen med de ni børn i hendes varetægt, er familien flyttet uden for børnebyen. Snart følger flere SOS-familier efter.

Seksårige Yassin og hans SOS-mor Riziki Ameir Kombo er glade for deres nye hjem i et boligkvarter uden for børnebyen.
Foto: Mette Schmidt

 

I Zanzibar er den første SOS-familie netop flyttet ud af børnebyens område. Familien med de ni børn bor nu i et lejet hus i Mbuyu Mnene-kvarteret, et boligområde cirka 20 minutters gang fra selve børnebyen.

”Børnene er hurtigt faldet til. De er jo nysgerrige og går på opdagelse og har fået nye venner blandt naboerne. Jeg tror, det bliver nemmere for dem, den dag de flytter hjemmefra, for så er det ikke så stort et skridt at skulle forlade børnebyen,” siger SOS-mor Riziki Ameir Kombo, der også selv er glad for at bo blandt ’almindelige’ familier:

”Ind i mellem savner jeg de andre SOS-mødre, og det nære fællesskab vi har. Men jeg nyder også at kunne bestemme mere selv, fordi jeg ikke længere skal følge rytmen i børnebyen. Hvis jeg vil have veninder eller familie på besøg, bestemmer jeg selv, hvornår og hvor længe de kan blive. Jeg er også blevet venner med flere af nabomødrene.”

Yassins mor døde – læs om dengang Yassin kom til børnebyen

 

Børn spiller spil, Zanzibar
Yassin og hans SOS-søskende får tit besøg af børnene i deres nye nabolag. Her har de gang i et huskespil på stuegulvet. Foto: Mette Schmidt
Fakta

Børn skal vokse op i en familie

  • De seneste årtier har en bølge af de-institutionalisering inden for børneområdet bredt sig fra Europa til hele verden. Udviklingen er kendetegnet ved, at myndighederne lukker børnehjem og andre institutionelle opholdssteder for børn. Ønsket er, at børn uden forældreomsorg skal vokse op i familielignende omgivelser; helst hos slægtninge eller i plejefamilier.
  • Udviklingen er blandt andet drevet af FN’s retningslinjer for pleje af børn uden forældreomsorg, som SOS Børnebyerne støtter. I nogle lande er SOS Børnebyerne kategoriseret som en institution. Hvis vi fortsat skal kunne arbejde i disse lande, er vi som organisation nødt til at ændre måden, vi driver børnebyerne på.
  • De kommende år vil stadig flere børnebyer begynde at lade SOS-familier flytter uden for børnebyerne og lade SOS-børn vokse op i plejefamilier. Børn vil også blive forsøgt genforenet med slægtninge eller biologiske forælder, hvis de er i stand til at tage vare på barnet. Barnet og familien vil kunne få hjælp gennem SOS Børnebyernes arbejde for socialt udsatte familier.

 

Flere familier følger efter

Efterhånden vil Mama Rizikis familie få følge af flere SOS-familier. Planen er, at halvdelen af SOS-mødrene i børnebyen i Zanzibar på sigt skal flytte ud og bo i lokalsamfundet. Børnebyens leder, Asha Salim, fortæller, at integrationen går begge veje:

”Børnene og mødrene synes, det er spændende, at der sker noget nyt. Vi har talt med dem alle og fundet de familier, som er interesserede i at flytte ud. For øjeblikket leder vi efter huse, som vi kan leje billigt. Vi kigger også på, om det er billigere selv at bygge boligerne og spare husleje på den lange bane,” fortæller Asha Salim.

Yassin går stadig i børnehave i SOS-børnebyen, hvor han også vil gå i skole, når den tid kommer. Hver morgen følges han med sine søskende til børnebyen.
Foto: Mette Schmidt

 

Nye familier i børnebyen

Integrationen er til gavn for både børnene og mødrene og lokalsamfundet, viser de første erfaringer.

”Børnene kommer tættere på ’det virkelige liv’, og når professionelle forældre, som vores SOS-mødre begynder at interagere med lokale familier, er det med til at styrke hele lokalsamfundet, og hvordan det drager omsorg for sine børn,” forklarer Asha Salim.

Når SOS-familierne rykker ud, flytter andre familier ind i SOS-boligerne i børnebyen. På Zanzibar vil SOS Børnebyerne forsøge at genforene børn med biologiske forældre eller slægtninge, hvis de er i stand til at tage vare på barnet. Familierne vil blive tilbudt at flytte ind i børnebyen, hvor de vil få støtte og vejledning.

”Børnene og mødrene synes, det er spændende, at der sker noget nyt.”