Drengene på billedet vokser op i SOS-børnebyen på Zanzibar, hvor Børges fadderbarn Yasir også vokser op. Foto: Hilary Atkins
Fra tvivl til fadderskab
Langsomt pakker Yasir gaven op, som han har fået af Børge, der er på besøg i børnebyen på Zanzibar. Det er første gang Børge møder Yasir, som han har været fadder for i tre et halvt år. Han har tænkt meget over den gave, han netop har givet Yasir. Gaven er et helt almindeligt badehåndklæde, men for Børge minder det om hans egen barndom.
”Jeg havde taget et badehåndklæde med til ham, fordi jeg selv fik sådan ét i gave fra et af de børnehjem, jeg har boet på. Det minder mig altid om min tid der. På samme måde håber jeg, at Yasir vil huske mit besøg,” siger Børge.
Børge boede på børnehjem, fra han var fem år, og som voksen har han altid ønsket at hjælpe andre børn i samme situation. I mange år var Børge dog skeptisk over for hjælpeorganisationer, der bad om støtte til udsatte børn. Da han så et tv-program med tv-værten Jacob Riising, der besøgte en børneby, blev han overbevist. Straks efter blev Børge fadder for Yasir, der vokser op uden sine forældre i en børneby på Zanzibar.
”Da jeg meldte mig til, blev jeg spurgt, om det skulle være en dreng eller en pige. Jeg ville bare støtte den, der havde mest behov, og så var det ligegyldigt for mig, hvem og hvor det var. Og så blev det Yasir,” siger Børge.
For Børge er det en mulighed for at give noget til et barn, der også vokser op uden sine biologiske forældre. Samtidig betyder det meget for Børge, at han støtter et barn, som han kommer til at kende og holde af.
”Jeg kan ikke lide, når der er nogen, der har det på samme måde, som jeg har haft det. På den her måde hjælper jeg en dreng, der har det ligesom, jeg havde det. Samtidig er der den her følelse af kærlighed, som man får, når man støtter sit eget fadderbarn. Jeg går faktisk og tænker på ham hver dag,” siger Børge.
Der er så mange, der ikke tror på, at pengene går til det rigtige. Men det er en god måde at støtte på og noget af det bedste for børnene, og det vil også hjælpe selve landet. Der er bevis for, at pengene kommer det rigtige sted hen. Det ser jeg med Yasir.
Børge ville se, hvordan hans støtte hjalp hans fadderbarn Yasir. Derfor rejste Børge til Zanzibar for at møde Yasir, der her sidder til venstre for ham. Foto: privatfoto
En børneby er ikke et børnehjem
I september 2016 tog Børge og en kammerat til Zanzibar for at besøge børnebyen og møde Yasir. Børge kunne ikke undgå at sammenligne børnebyen med de børnehjem, som han selv er vokset op på. Det blev dog hurtigt tydeligt for ham, at en børneby ikke er det samme som et børnehjem. Han glæder sig over, at børnene får opgaver og ansvar, så de lærer at klare sig selv, når de bliver voksne. Noget han selv savnede, da han boede uden sine forældre.
”I børnebyen lærer børnene at lave mad og hjælper med rengøring. Vi lærte ikke de ting på et børnehjem. Jeg vidste ikke, hvordan man levede på egen hånd,” siger Børge.
Det vigtigste ved besøget var at møde Yasir, som Børge indtil da kun havde mødt i breve og på billeder. Børge husker, hvordan den seksårige dreng stille og roligt åbnede sig op for ham.
”Yasir var først genert over for mig, men han lærte mig hurtigt at kende. Der var et tidspunkt, hvor han kom hen og knugede sig ind til mig. Han kom selv hen og tog fat i mig, og det gjorde mig glad, for det er ham, der skal komme til mig,” siger Børge.
Udover at møde Yasir, besøgte Børge også børnebyen, så han kan fortælle om sin oplevelse og overbevise andre om, at et fadderskab virkelig nytter.
”Der er så mange, der ikke tror på, at pengene går til det rigtige. Men det er en god måde at støtte på og noget af det bedste for børnene, og det vil også hjælpe selve landet. Der er bevis for, at pengene kommer det rigtige sted hen. Det ser jeg med Yasir,” siger Børge.
I dag holder Børge oplæg om sit besøg i børnebyen for lokale pensionister i sin hjemby Skærbæk. Han håber, at hans fortællinger vil øge interessen for sagen, så han kan starte en gruppe af frivillige i sit lokalområde.
Vil du være SOS-fadder?
Som SOS-fadder hjælper du et specifikt forældreløst eller udsat barn til et nyt liv og en tryg barndom i en SOS-børneby. Her får barnet en mor, en familie og et kærligt hjem. Din hjælp sikrer også barnet en uddannelse og dermed en vej ud af fattigdommen.
Bliv fadder og hjælp et udsat barn
Vil du besøge dit SOS-barn eller din SOS-børneby
Tænker du også på at besøge dit SOS-barn eller den børnby, du støtter, så er der gode råd at hente i fadderhåndbogen.