Mange forbinder den tanzaniske øgruppe Zanzibar med turisme, hvide sandstrande og krystalklart vand. Men bag de luksuriøse hoteller afholder et liv i fattigdom mange børn fra at spise sig mætte, komme i skole og vokse op sammen med deres mor og far. SOS Børnebyerne har siden 90’erne arbejdet for at give Zanzibars udsatte børn tryghed og omsorg.
Første skoledag som niårig
En af de børn er Musa, der kun har været i børnebyen et par måneder. Alligevel virker han hjemmevant og tryg. Han er kun lige kommet hjem fra skole, men har allerede smidt tasken med skolebøger og den blå uniform og er skyndt sig ud for at lege. Men de sidste par måneder i børnebyen er måske også det mest trygge, Musa har oplevet i sit sådan cirka niårige liv.
Musa er født på Zanzibar af en meget ung mor, der allerede dengang var afhængig af alkohol og stoffer. Ingen ved, hvem eller hvor hans far er. Da Musas mor fødte endnu et barn for knapt et år siden, tog naboer kontakt til de lokale myndigheder, der involverede SOS Børnebyerne i sagen. På grund af sit misbrug var moren ikke i stand til at tage sig af hverken Musa eller hans spæde lillesøster Zaha, og begge børn kom i pleje i børnebyen.
Til at begynde med hørte børnebyen ikke noget til Musas mor, men så begyndte hun at dukke op ved indgangen i påvirket tilstand og kræve at se sine børn. En gang hørte Musa hende kalde på sig, men han gemte sig i sit familiehus og fortalte sin SOS-mor Asha, at han ikke ville se sin mor.
Personalet fortalte Musas mor, at hvis hun var villig til at tage imod hjælp for sit misbrug, så kunne hun godt få lov til at besøge sine børn og måske på længere sigt få dem hjem igen. Et tilbud de fastholder, men som moren desværre ikke er klar til at tage imod endnu.
Til trods for sine ni år havde Musa indtil for nylig aldrig gået i skole. Da læreren på den skole, som børnebyen er tilknyttet, lavede en test på Musa, var hendes konklusion klar: “Han er en kvik dreng med et godt hoved. Han skal nok klare sig godt i skolen.”
Og det stemmer. Musa har nu gået i skolen i cirka fire måneder og suger viden til sig, som om han følte, at han havde noget, han skulle indhente.
Selvom Musa kun har boet i børnebyen nogle måneder, så virker han hjemmevant og tryg. Men de sidste par måneder i børnebyen er formentlig også det mest trygge, Musa har oplevet i sit liv.
Foto: Lars Just
Et selvstændigt liv gennem sæber
“Kvaliteten er så god, at folk spørger andre, hvor de har fået deres sæbe fra,” siger Lavkama stolt, mens hun rører rundt i baljen med den flydende sæbe. En svag kokosduft breder sig, i takt med at sæbesuppen samler sig. Om lidt er sæben tyknet nok til at komme på form, og om syv timer er den klar til salg.
I 2013 døde Lavkamas mand og efterlod hende alene med parrets seks børn. Gennem SOS Børnebyerne fik Lavkama et kursus i forretningsudvikling. Det var her, at hun fandt på at gøre hjemmelavede sæber til sin indtægtskilde.
I dag forsørger hun sig selv og sine seks børn med sine hjemmelavede sæber og hårolier. Hun er kendt for sit succesfulde iværksætteri, sin ildhu, og så er hun også begyndt at undervise andre kvinder i at producere sæbe, så de kan brødføde sig selv og deres familier.
Symaskiner og store drømme
Et stykke væk fra Lavkamas hjem ligger én af de mange butiksstriber, der pryder de fleste veje i og omkring Zanzibars største by Stone Town. I de små butikslokaler lyder musikken fra tre symaskiners fodpedaler. Bøjet over dem sidder tre kvinder og forvandler farverige stoffer til festlige kjoler. På de varme, gule vægge hænger de færdige bestillinger klar til afhentning.
De tre unge kvinder er Salama, Miza og Balkis, og butikken er deres. De kommer alle tre fra udsatte familier, hvor mødrene af den ene eller anden grund blev eneforsørger for en stor børneflok. Familierne kom med i SOS Børnebyernes forebyggende familieindsatser, men hver families indkomst var stadig afhængig af bare én forsørger. For at gøre familiernes livsgrundlag mere stabile fik de tre unge kvinder, som de ældste børn i søskendeflokkene, tilbud om at komme på teknisk skole og få et uddannelsesforløb i iværksætteri. Det var på sådan et sykursus, at de unge kvinder for to år siden mødte hinanden og fik idéen til butikken:
“Vi blev venner på skolen og fandt hurtigt ud af, at vi gerne ville åbne en butik sammen. De fleste vælger at åbne en butik hjemme hos sig selv, men det ville vi ikke. Vi bor alle sammen mange mennesker sammen, så vi havde brug for et lokale ude af huset,” siger Salama på 24 år.
SOS Børnebyerne hjalp de unge kvinder med deres forretningsplan og startkapital til lejemålet, symaskiner og indkøb af tekstiler, og for seks måneder siden kunne de så slå dørene op til deres lille skrædderbiks.
Forretningen laver et pænt overskud, hvoraf en del bliver lagt til side til de fremtidige forretningsplaner, mens den anden del går til kvinderne og deres familier: “På den måde kan vi hjælpe med mad, skoleting og tøj. Det gør mig glad og stolt, at jeg kan være med til at støtte min familie på den måde,” siger Salama smilende.
Jeg har mærket på mit eget liv, hvad det betyder for dine muligheder ikke at have en uddannelse. Jeg ville have, at mine børn kom til at stå stærkere. Så det var ganske enkelt ikke en mulighed, at de ikke skulle fortsætte
