Hvert år kommer nye SOS-mødre til børnebyerne. De er uddannede i børns behov. Men hvordan lærer man at være mor? Og hvordan tager man sig af andres børn? Sidste skoledag falder en torsdag morgen.
I træningscenter Karen i udkanten af Nairobi sidder Sabina og Anne sammen med 14 andre kommende SOS-mødre. De er klar til at svare på de sidste spørgsmål før, de i morgen tager det endelige skridt og bliver SOS-mødre. Klar til kram og konflikter. Gode dage og dårlige dage.
Over 5.000 kvinder verden over er SOS-mødre. Gennem et toårigt forløb kommer kvinderne igennem både teori og praksis, ligesom de lærer børnene at kende i den børneby, hvor de har deres praktik. Efter to års undervisning og titlen som ’tante’, kan de kalde sig SOS-mor. Hele forløbet har barnet i fokus og lægger vægt på, at barnet bliver hørt og forstået som en del af en tryg barndom.
”Før tænkte jeg ikke på børn som små mennesker med hver deres stemme. At give dem lov til at have deres egen holdning, se deres selvværd vokse, og deres indre glæde over at blive hørt som ligeværdige mennesker. Før var jeg slet ikke bevidst om, hvor meget det betød,” siger Anne.
Sabina er enig: ”Der er så meget, jeg ikke vidste før. Helt basale ting som at være med til at lave mad, så barnet føler, det hører til. Hvert barn er unikt. Man er nødt til at forstå barnet. Lytte. Og værdsætte det gode i hvert enkelt barn,” siger Sabina.
Mange af de børn, der flytter ind hos en SOS-mor i børnebyerne, har haft en hård start på livet. Nogen er blevet forladt, mens andre har oplevet massivt omsorgssvigt. SOS-mødrenes støtte er altafgørende for børnene.
”Det er vigtigt, at vi hjælper børnene med at udtrykke sig. At de deler deres oplevelser. At vi lytter. At de tegner eller leger, det de har oplevet. En af vores fornemste opgaver er at fortælle dem, at alting nok skal gå. At de har et nyt hjem. At jeg er deres mor. Og er her for dem. Altid,” siger Sabina.
ANNE er 40 år gammel. Hun har et voksent, biologisk barn. Hun har valgt at blive SOS-mor, fordi hun oplevede, at SOS Børnebyerne styrker og opdrager børnene, så de bliver selvstændige, ansvarlige og hele mennesker.
”Det føles ikke som et offer, men som et kald. Det er bare noget, jeg må gøre,” siger Anne, der ser sin tålmodighed som en af sine største kompetencer i sit nye liv som SOS-mor.
”De børn, vi har, er traumatiserede børn. Jeg er nødt til at være tålmodig. Jeg er født tålmodig. Mine forældre var også begge ekstremt tålmodige i min opdragelse. Der er intet, der kan slå mig ud af fatningen,” siger Anne og griner.
SABINA er 41 år. Hun har ingen biologiske børn, men har været værge for sin søsters fem børn. Sabina blev en del af SOS Børnebyerne, fordi hun ønskede at gøre en forskel for børnenes udvikling.
”Jeg har nok altid været tiltrukket af tanken om at gøre mit på denne måde. Jeg vil bare gerne dele min kærlighed med nogle børn, som ingen forældre har. Det giver god mening for mig, at vi kan være noget for hinanden – børnene og jeg,” siger Sabina og fortsætter:
”Al den kærlighed, andre lægger på en mand, giver jeg børnene. Det føles godt. Det er ikke et offer på nogen måde,” siger hun og ler. ”Det er en fornøjelse. En daglig glæde at have børnene omkring sig – simpelthen.”
