Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

SOS-unge sætter sig høje mål

SOS-mødrene fra børnebyen på Zanzibar er stolte af alle deres børn. Ikke mindst de store piger har sat sig for, at de vil klare sig godt. Derfor uddanner de sig.

Rahema besøger sin SOS-mor i børnebyen på Zanzibar. Foto: SOS Børnebyerne

SOS-mødrene fra børnebyen på Zanzibar er stolte af alle deres børn. Ikke mindst de store piger har sat sig for, at de vil klare sig godt. Derfor uddanner de sig. Zanzibar er en lille ø ud for Tanzania med delvis selvstændighed. Halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og mange børn – oftest pigerne – kommer ikke i skole. Men på SOS-skolen i Stonetown er der flere piger end drenge. Og de klarer sig godt. Til de nationale afsluttende eksaminer fik 13 af skolens elever udmærkelse, og af dem var 12 piger.

”Jeg vil gerne være advokat, så jeg kan hjælpe fattige mennesker. For at komme på universitetet skal jeg have gode karakterer, så det arbejder jeg på,” siger 17-årige Rahema, der går i SOS-skolens gymnasielinje. Skolen har 800 elever og er kendt som en af Zanzibars allerbedste.

Rahema er for nylig flyttet hjemmefra. Men der er ikke langt fra det trygge hjem i børnebyen til ungdomshuset, hvor pigerne fra børnebyen flytter hen, når de skal til at lære at klare sig selv.

“Det var OK at flytte herhen. Man lærer nye ting ved at bo selv. Og jeg kan jo bare gå over til min SOS-mor. Jeg ser hende hver weekend,” siger Rahema.

Voksne børn klarer sig godt

26-årige Asha er for længst flyttet fra børnebyen i Stonetown, men også hun kigger tit forbi i løbet af ugen for at hjælpe sin SOS-mor med lidt praktiske opgaver. Asha har læst HR og ledelse på universitetet i Dar Es Salaam og arbejder i dag for en NGO.

“Jeg sørger både for at beskrive nye projekter og søge penge, men det er kun deltids, og jeg vil gerne have et fuldtidsjob,” siger Asha og fortæller, at det sker for flere i vennekredsen, at de færdiggør en uddannelse, men stadig har svært at finde arbejde.

Asha har tre biologiske søskende, der alle er vokset op i den samme SOS-familie hos Mama Ritziki. De er alle i fuld gang med at uddanne sig: ”Chicu er 24 år og læser til psykolog i Indien.

Zuena på 21 læser til læge i Canada og Ramis, der er 18 år, går på Ghana International College,” fortæller Mama Ritziki stolt. 55-årige Mama Ritziki har nu 19 voksne, tidligere SOS-børn, og som mor er det altid en stor glæde at se sine børn vokse op og lykkes i livet.

“Jeg er stolt og lykkelig over, at jeg har kunnet gøre så meget for så mange børn. Og det er ikke bare det at være mor. Det er også en oplevelse af at have elsket dem og være blevet elsket tilbage,” siger Mama Ritziki.

Rahema og veninderne i SOS-børnebyen på Zanzibar. Foto: SOS Børnebyerne

Fakta

Under ti procent af pigerne på Zanzibar får en skolegang, der svarer til en studentereksamen. Det er et problem, fordi der er en direkte sammenhæng mellem, hvor lang uddannelse en kvinde har, og hvor mange børn hun får. Des mindre uddannelse des flere børn. Flere børn øger presset på de udsatte familiers økonomi og er i realiteten med til at fastholde mange i dyb fattigdom.

Hvis en pige går i skole og får en uddannelse, er der også større sandsynlighed for, at hun selv får et bedre liv og for eksempel ikke bliver gravid i sine teenageår. En uddannet kvinde sørger også typisk for, at hendes børn kommer i skole, vokser op sundere og klarer sig bedre.