Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Kvinde med barn

Regnen er udeblevet for fjerde sæson i træk, kvæg dør af tørst, afgrøder tørrer ind, og krigen i Ukraine har sendt priserne på blandt andet mad og olie på himmelflugt.

Landene på Afrikas Horn er lige nu ramt af den værste sult- og tørkekatastrofe i 40 år, og millioner af børn i området risikerer at dø af sult, hvis de ikke får hjælp.

I den nye podcast ’Hvad rager det mig?’, der har premiere i dag, undersøger SOS Børnebyerne årsagerne til og konsekvenserne af krisen – både for den østafrikanske befolkning og for os hjemme i Danmark.

Verden hænger sammen

Podcasten består af seks afsnit, og i hvert afsnit behandler vært Morten Resen et nyt emne relateret til krisen. Første afsnit af ‘Hvad rager det mig’ handler om, hvordan krigen i Ukraine påvirker krisen på Afrikas Horn.

I studiet har Morten Resen besøg af Peter Hermann Kamph, chef for Kommunikation og Partnerskaber hos SOS Børnebyerne, der fortæller, hvordan verden hænger sammen på trods af store fysiske afstande.

”Krigen i Ukraine har rigtig meget at gøre med krisen på Afrikas Horn. Rusland og Ukraine har hidtil stået for næsten 90% af importen af korn til landende på Afrikas horn, og krigen har ramt den trafik ganske voldsomt,” forklarer Peter Hermann Kamph i podcasten og fortsætter:

”Krigen har også betydet, at priserne på brændstof, altså på olie og gas, er steget eksplosivt, og det gælder også priserne på for eksempel såsæd og gødning. Samtidig har krigen betydet en uro og pessimisme på de finansielle markeder, der også har påvirket købekraften på Afrikas Horn. Blandt andet fordi deres valuta er blevet mindre værd.”

Massiv sult og fortabte unge

’Hvad rager det mig?’ udkommer hver tirsdag, og i fremtidige afsnit undersøger Morten Resen blandt andet, hvad sult gør ved kroppen, og hvorfor landene på Afrikas Horn huser en hel generation af unge med høje uddannelser og masser af vilje til at bidrage til deres land, men intet har at tage sig til.

Det gør han med hjælp fra henholdsvis Vibeke Brix Christensen, børnelæge på Rigshospitalet og medicinsk rådgiver hos Læger uden Grænser, og Osman Yusuf, grundlægger af NGO’en Sustainable Relief and Transformation.

Næste afsnit af ’Hvad rager det mig’ udkommer 14. marts 2023.

Find podcasten der, hvor du normalt lytter til podcasts, eller læs mere om podcasten, og lyt med her.

Fakta

Sult og tørke på Afrikas Horn

Landene på Afrikas Horn oplever lige nu en voldsom sult- og tørkekatastrofe.

Katastrofen skyldes en kombination af klimaforandringer, krig og fødevarepriser, der er eksploderet, i et i forvejen meget udsat område.