Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Solars solenergi skaber tryghed i børneby

I 2018 donerede og opsatte Solar Danmark i samarbejde med Ingeniører Uden Grænser et solcelleanlæg i SOS-børnebyen i Hawassa i Etiopien. Det har sikret børnebyens beboere billig og klimavenlig strøm og en tryg hverdag, hvor alle kan regne med lys og el døgnet rundt.

“Det er svært at læse, skrive og tage noter uden lys. Og selv når vi havde strøm, tænkte jeg hele tiden: ”Hvad nu hvis lyset går?” Usikkerheden fyldte meget. Men nu er der altid strøm. Nu ved jeg, at jeg kan tænde min lampe om morgenen og forberede mig, inden jeg skal i skole. Nu behøver jeg ikke at bekymre mig længere,” fortæller gymnasieeleven Simret.

Den offentlige el-forsyning i Etiopien er præget af konstante strømsvigt.

Derfor har SOS-børnebyen i Hawassa haft en dieseldreven backup-generator i årevis som eneste kilde til strøm, når den centrale el-forsyning svigtede. Løsningen med dieselgeneratoren var dyr i drift, støjende og forurenende. Generatoren var desuden så udrangeret, at den ofte brød sammen. De utallige strømsvigt førte til frustrationer, inaktivitet og usikkerhed i børnebyen.

”Du har ingen idé om, hvordan det rammer dit humør, at strømmen kommer og går hele tiden,” fortæller Geti, der er SOS-mor for ti af SOS-børnebyens 150 børn i Hawassa.

Men siden starten af 2018 har Geti og børnebyens øvrige beboere været garanteret ren, billig og stabil strøm døgnet rundt. Det skyldes at et team fra sourcing- og servicevirksomheden Solar samt Ingeniører Uden Grænser har installeret et nyt solcelleanlæg med batteribackup i byen.

”Solcelleanlægget har virkelig gjort en stor forskel,” fortæller Tsegaye Dejene, SOS Børnebyernes lokale direktør i Hawassa.

”Det betyder dels, at vores el-regning er blevet mindre. Vi skal heller ikke betale for at få generatoren repareret af en tekniker hele tiden,” siger Tsegaye Dejene.

Bedre skolegang og øget livskvalitet
Den vigtigste gevinst ved solenergien er dog ikke de reducerede udgifter til el, men tryghed, øget livskvalitet og en hverdag med færre bekymringer.

Da vi var afhængig af den offentlige el-forsyning og vores generator, levede vi med konstante strømafbrydelser. Uden strøm havde vi ikke noget lys. Det gjorde det utrygt for både børn og voksne at færdes ude efter mørkets frembrud og om morgenen inden solen stod op. Desuden var det frustrerende for alle, at det ikke var muligt at planlægge eller gennemføre forskellige aktiviteter i børnebyen, der kræver lys eller strøm. Så den største forskel er, at solcelleanlægget har sikret os en stabil el-forsyning, der giver tryghed og øger livskvaliteten markant,” noterer Tsegaye Dejene

Med en stabil el-forsyning er det også blevet nemmere for børnebyens børn at passe deres skolegang. Det gælder blandt andet for gymnasieeleven Simret, der snart skal i gang med en videregående uddannelse, når de sidste eksamener er bestået.

”Det er svært at læse, skrive og tage noter uden lys. Og selv når vi havde strøm, tænkte jeg hele tiden: ”Hvad nu hvis lyset går?” Usikkerheden fyldte meget. Men nu er der altid strøm. Nu ved jeg, at jeg kan tænde min lampe om morgenen og forberede mig, inden jeg skal i skole. Nu behøver jeg ikke at bekymre mig længere,” fortæller Simret.

”Det er svært at udtrykke, hvor taknemmelige vi er for solcelleanlægget. Alt har ændret sig til det bedre,” fortæller Geti, der nu kan koncentrere sig om sin rolle som mor i stedet for at bekymre sig over om der er strøm eller ej.

Et mage par
Solars engagement i projektet er intet tilfælde. Elektrificeringen er grundlaget for Solar, der startede som importør af el-målere i 1919. I dag har sourcing- og servicevirksomheden specialiseret sig i at levere materiel og logistikløsninger til installatører og industrivirksomheder.

”Vi ville gerne indgå i et partnerskab, hvor vi kunne sætte vores produkter og ekspertise i spil. Det var netop muligheden her i Hawassa, hvor vores folk har brugt vores materiel til at lave en konkret indsats, der gør en mærkbar forskel for indbyggerne,” udtaler CEO i Solar Group, Jens Andersen.

For at sikre, at solcelleanlægget kan forsyne børnebyen med strøm i mange år fremover, har man uddannet lokale folk i at vedligeholde og servicere anlægget, så man undgår akutte nedbrug og reparationer. Desuden har Solar sørget for, at der er kommet strømbesparende LED-pærer op i hele Børnebyen og alle el-installationer i byens 15 familiehuse er blevet renoveret.

Solar har tidligere været med til at opføre et mindre solcelleanlæg i SOS-børnebyen i Zanzibar sammen med Siemens og Ingeniører Uden Grænser.

Læs mere om Solar

 

 

Solar sikrer udsatte børn og unge en
lysere fremtid som strategisk partner med
SOS Børnebyerne.

 

Sådan kan din virksomhed sikre udsatte børn og unge en lysere fremtid

Læs mere

Har du spørgsmål?

,