Intro til opgaven
I har nu læst casen “Kedija og Tadelech vil høres”.
I casen hører I om, hvordan børn i to projekter i Etiopien arbejder for deres ret til at bestemme og have indflydelse på beslutninger, der påvirker dem.
Nu skal I arbejde med casens temaer og se nærmere på, hvordan projekterne har betydning for Kedijas og Tadelechs liv. I skal også arbejde med Børnekonventionen, som I også hører beskrevet i casen. Derudover skal I arbejde med FN’s Verdensmål, som har betydning for alle mennesker i hele verden.
I skal arbejde med et format, der hedder Book Bento. En Book Bento fungerer lidt som et referat. Men i stedet for at skrive en tekst, skal I fortælle om de vigtige ting fra casen i et billede.
Book Bento
Ordet Bento er japansk og refererer til et måltid serveret i en boks med separate sektioner til forskellig mad. I skal altså udtrykke jeres personlige oplevelse af casen ved hjælp af et billede, der består af forskellige elementer og symboler, lidt ligesom kasserne i et japansk måltid.
Sådan gør I
- Print forsiden af casen ud, eller tegn selv et billede af Kedija og Tadelech.
- Læg forsiden/jeres tegning i centrum af et kvadratisk område.
Brug genstande og symboler
- Læs casen igen.
- Mens I læser, skal I være på udkig efter de ting i teksten, der har haft betydning for Kedija og Tadelechs liv.
- Når I finder ting af særlig betydning, skal I finde en måde at symbolisere det på. Det kan både være begivenheder, aktiviteter, beskrivelser af miljøet o.s.v.
I skal som udgangspunkt bruge fysiske genstande til at symbolisere med.
Hvis I ikke kan finde en bestemt genstand, så kan I søge efter et billede på Pixabay.com eller unsplash.com. I kan også vælge at tegne den genstand, der skal symbolisere en ting fra casen om Kedijas og Tadelechs liv.
Placér jeres genstande rundt om forsiden/tegningen inde i kvadratet.
Brug Børnekonventionens artikler
Når I har placeret jeres genstande, skal I prøve at se på, hvilke af artiklerne fra Børnekonventionen, der også kunne placeres rundt om forsiden/tegningen inde i kvadratet.
Se på Børnekonventionens artikler herunder. Er der nogle, der passer til casen om Kedija og Tadelech?
- Artikel 12 – Respekt for børns mening
- Artikel 13 – Deling af viden
- Artikel 14 – Tanke- og religionsfrihed
- Artikel 15 – Oprette eller deltage i klubber
- Artikel 30 – Kultur, sprog og religion
Find noget, der symboliserer de artikler, som I har valgt, print artiklerne ud eller tegn dem.
Brug oversigten nedenfor, hvor artiklerne under området “Børns ret til medbestemmelse” er forklaret.
Brug FN’s Verdensmål
Når I har placeret jeres genstande, skal I prøve at se på, hvilke Verdensmål, der også kunne placeres rundt om forsiden/tegningen inde i kvadratet.
SOS Børnebyerne arbejder blandt andet med følgende fire Verdensmål. Er der nogle, der passer til casen om Kedija og Tadelech?
Find noget, der symboliserer de verdensmål, som I har valgt, print verdensmålene ud eller tegn dem.
Besvar med et billede
- Tag et billede, når I er færdige med at placere jeres genstande, artikler og Verdensmål.
- Jeres billede er besvarelsen på denne opgave.
Sådan kan en Book Bento se ud
Børns ret til medbestemmelse
Ikonerne og beskrivelserne til oversigten er udarbejdet af UNICEF Danmark.
Undervisningsmaterialet er udviklet i samarbejde med Leg med IT.