Intro til opgaven
I har nu læst casen “Haris’ far kæmper for at være en god far”
I casen hører I om den 14-årige Haris, hvis liv blev ændret drastisk, da han var bare 12 år gammel og måtte forlade sit hjem og sin far og flytte på børnehjem.
Haris’ far kunne ikke tage sig ordentligt af ham, og Haris var derfor i risiko for ikke at blive beskyttet tilstrækkeligt, selvom Børnekonventionen fastslår, at alle børn har ret til beskyttelse.
I skal nu arbejde videre med Børnekonventionen. I skal arbejde med de artikler, der handler om børns ret til beskyttelse. Det gælder artiklerne:
- Artikel 3 – Det bedste for barnet
- Artikel 5 – Familien skal vejlede i takt med børns udvikling
- Artikel 11 – Beskyttelse mod kidnapning
- Artikel 18 – Forældrenes ansvar
- Artikel 19 – Beskyttelse mod vold
- Artikel 20 – Børn uden familier
- Artikel 21 – Adopterede børn
- Artikel 22 – Børn på flugt
- Artikel 32 – Beskyttelse mod skadeligt arbejde
- Artikel 33 – Beskyttelse mod farlige stoffer
- Artikel 34 – Beskyttelse mod seksuelle overgreb
- Artikel 35 – Bekæmpelse af salg og handel med børn
- Artikel 36 – Beskyttelse mod udnyttelse
- Artikel 37 – Børn i fængsel
- Artikel 38 – Beskyttelse under krig
- Artikel 39 – Pleje, behandling og hjælp til at komme hjem igen
- Artikel 40 – Børn der bryder loven
Brug oversigten nedenfor, hvor artiklerne under området “Børns ret til beskyttelse” er forklaret.
Haris' far kæmper for at være en god far
Haris er glad for, at hans far har fået hjælp til at være en god far, så de kan bo sammen igen.
Foto: Katerina Ilievska
Ikonerne og beskrivelserne til oversigten er udarbejdet af UNICEF Danmark.
Værktøjet Powtoon
Til arbejdet med at skabe animationsfilm skal I bruge et værktøj, der hedder Powtoon. I finder Powtoon på Skoletube.dk
Powtoon er et animationsværktøj, hvor I kan lave kreative produktioner med mange forskellige effekter og forskelligt indhold. I jeres animationsfilm kan I arbejde med video, billeder, animerede tekster, figurer og meget andet. På den måde kan I fange modtagerens opmærksomhed og komme ud med jeres budskab.
Se eksemplet og lad jer inspirere til arbejdet med børnekonventionens artikler i Powtoon.
- Læg mærke til hvilke effekter, der anvendes i eksemplet
- Læg mærke til hvilke medier, der anvendes
- Hvilke muligheder kan I godt lide?
- Hvordan hjælper virkemidlerne jer med at forstå budskabet?
Powtoon
I finder programmet Powtoon på www.skoletube.dk
Hvis I ikke har adgang til Skoletube, så læs om muligheden for prøveperiode i lærervejledningen.
Sådan gør I
Forståelsesfasen
Først skal I undersøge og indsamle viden om de relevante artikler fra Børnekonventionen under området “Børns ret til beskyttelse”. I skal vælge 2-3 artikler, som I ønsker at arbejde med i jeres animationsfilm.
I skal nu arbejde videre med de udvalgte artikler.
Lad spørgsmålene herunder inspirere jer i arbejdet:
- Hvad ved I allerede om de artikler, I har udvalgt?
- Hvilken betydning har de for et barn som Haris og andre børn i verdens fattigste lande?
- Hvilken betydning har de for jeres liv?
- Hvorfor er netop disse artikler vigtige for alle børn?
- Hvad er jeres egne erfaringer med de valgte artikler?
Målgruppe
Nu har I udvalgt jeres artikler og samlet viden om deres betydning for børn i verden. I har også lært værktøjet Powtoon at kende.
I skal nu vælge hvilken målgruppe, som jeres animationsfilm skal henvende sig til. Målgruppens alder har betydning for, hvordan emnet skal præsenteres.
Tænk over, hvordan I med jeres animationsfilm kan hjælpe andre til at forstå Børnekonventionens vigtige artikler og skabe dialog om Børnekonventionens artikler.
Det kan være en god idé at lave et arbejdsspørgsmål, der viser, hvordan I vil skabe værdi for andre.
Eksempler på arbejdsspørgsmål
- Hvordan kan vi hjælpe vores klassekammerater til at forstå, at børn har ret til beskyttelse?
- Hvordan kan vi hjælpe skolens elever til at forstå, hvilke rettigheder børn på flugt har?
Idéfasen
Nu gælder det om at få idéer til opbygning og handling i jeres animationsfilm. Her handler det først og fremmest om at få mange idéer, så I har meget at vælge imellem, når I skal lave jeres film.
- Hvad vil I gerne fortælle om?
- Hvordan kan I skabe opmærksomhed om jeres artikler?
- Hvordan kan I få jeres målgruppe til at lytte?
- Hvordan kan Powtoon bruges til at lave jeres kreative produkt?
- Hvilke effekter kan I anvende?
- Kan I inddrage egne film, billeder og lydoptagelser i jeres film?
Nu skal I se på jeres mange idéer og udvælge de bedste.
- Hvilke idéer hjælper jer til at nå målgruppen?
- Hvilke idéer passer til jeres ønsker om indhold?
Del jeres præsentation undervejs
I kan med fordel vise jeres præsentation til en anden gruppe undervejs. Måske har de gode idéer til, hvordan jeres arbejde kan blive endnu bedre. Måske kan I også hjælpe dem med gode idéer.
Realiseringsfasen
Nu er det tid til at bygge jeres præsentation i Powtoon.
Inden I starter opbygning, kan det være en god idé at lave en drejebog. I drejebogen kan I samle jeres idéer og få overblikket over det, I gerne vil fortælle med jeres animationsfilm.
- Start med en tom præsentation.
- Vælg hvilken type Powtoon, I vil bygge. I kan til enhver tid skifte mellem typerne og på den måde bruge elementer fra flere forskellige designtyper.
- Vælg en baggrund til det første slide.
- Nu er det tid til at lægge indhold på det første slide. Biblioteket i Powtoon er inddelt i forskellige styles. Man kan lede efter indhold i de enkelte styles eller søge i hele biblioteket.
- Indsæt personer, objekter, billeder og tekst i præsentationen.
- Juster de enkelte objekter på tidslinjen.
- Indsæt eventuelt lyd i præsentationen.
- Indsæt flere slides og byg også dem op med indhold.
- Indsæt eventuelt overgange mellem de enkelte slides.
Når jeres præsentation er færdig, uploades den til Skoletube.
Vis jeres film til klassen og til jeres målgruppe.
Evalueringsfasen
Når jeres målgruppe har set jeres Powtoon-film, er det tid til at evaluere.
Jeres evaluering kan hjælpe jer til at se, om I er nået i mål med en formidling, der har hjulpet modtageren til at forstå Børnekonventionens artikler.
Evalueringen af projektet kan ligeledes hjælpe jer, når I næste gang skal løse en lignende opgave. Det kan give jer idéer til nye projekter eller lyst til at arbejde videre og udvikle på projektet.
Evalueringsspørgsmål
- Hvordan blev filmen modtaget?
- Var budskabet til at forstå?
- Hvor skabte jeres film undren hos jeres modtager?
- Gav jeres film modtageren ny viden?
- Hvilke styrker havde projektet?
- Var der udfordringer i modtagerens forståelse af filmens budskab?
Undervisningsmaterialet er udviklet i samarbejde med Leg med IT.