Chris Minh Doky
Den verdenskendte jazzmusiker Chris Minh Doky har været ambassadør for SOS Børnebyerne siden 2015. Han er selv opvokset under gode kår, og hans forældre gjorde meget ud af at lære deres børn, at de var privilegerede i forhold til så mange andre børn – både på Nørrebro og ude i verden.
”Vi voksede op med bevidstheden om, at vi var heldige, og at andre i verden ikke var så heldige, at de tværtimod havde det rigtig slemt. Og når man selv er heldig, skal man også give det videre,” siger Chris Minh Doky.
Fra Vietnam til Vietnam
Chris Minh Dokys far er fra Vietnam, men han forlod landet før, Vietnamkrigen for alvor brød ud. Og rødderne til Vietnam har haft betydning for Chris Minh Dokys livssyn.
”Det at kunne hjælpe et barn i Vietnam – jeg får helt gåsehud over det! Det er som en ring, der slutter. Det er helt vildt for mig at kunne hjælpe et barn i Vietnam,” siger Chris Minh Doky om sit SOS-fadderbarn ti-årige Binh fra børnebyen Go Vap uden for Ho Chi Minh City i Vietnam.
Foruden Binh støtter Chris Minh Doky også en SOS-børneby i Haiti.
”Jeg er meget interesseret i at gøre noget reelt, ikke bare være ambassadør, for der er børn i hele verden, der har brug for hjælp.”
Når man selv er heldig, skal man også give det videre.