Matthew

Min SOS-mors hus vil altid være mit hjem, også selv om jeg i dag er blevet voksen og er flyttet hjemmefra. Jeg studerer på universitet i Durban og er halvejs igennem en bachelor i socialt arbejde.

Jeg har valgt dette studie, fordi jeg gerne vil arbejde med unge og hjælpe dem på vej. Det er også derfor, at jeg er med i studenterrådet på universitetet, og jeg tager hjem til børnebyen og holder taler og rådgiver andre unge.

Min SOS-mor

Når ikke jeg passer mit studie, elsker jeg at danse. Og jeg er god til det – jeg har et skab fuld af guldpokaler fra alle mine dansekonkurrencer hjemme hos min SOS-mor Sindy. Hun er så stolt af mig, og jeg tager tit hjem og besøger hende.

Mit liv begyndte ellers ikke så godt. Min biologiske mor forlod mig på hospitalet, hvor jeg blev født. Ni måneder gammel kom jeg til SOS-børnebyen i Pietermaritzburg.

Jeg havde et dybt sår i hovedet. Heldigvis er min SOS-mor tidligere sygeplejerske, så hun kunne pleje mit sår. Hun var meget bekymret for, om jeg skulle have fået en hjerneskade, har hun fortalt. Vi ved ikke, hvad der var sket med mig, men i dag har jeg stadig en lille bule der.

I tredje klasse fandt mine lærere ud af, at jeg havde svært ved at følge med, og jeg kom i en særlig skole for børn med indlæringsvanskeligheder.

Min mor sad hver dag og hjalp mig med mine lektier, hun gav aldrig op, og jeg vidste, at sammen med hende kunne jeg lære det. Også selv om folk sagde, at jeg aldrig ville kunne klare mig i den almindelige skole.

Men al deres negativitet motiverede mig bare, og i sjette klasse kom jeg tilbage i en normal klasse.

For to år siden blev jeg student med gode karakterer og kom ind på universitetet. Det er min personlige succes, og det er SOS Børnebyerne, som har gjort mig til den person, som jeg er i dag.