Krishna

”Jeg var to år, da min søster afleverede mig hos SOS Børnebyerne i Itahari,” fortæller Krishna Dangi.

Hans liv er faldet meget anderledes ud, end hvad der så ud til at være ham i vente, da han blev født.

Psykisk skrøbelig alenefar

Krishna kom til verden i landsbyen Jumla, som er et distrikt i det vestlige og fattigste Nepal. Hans forældrene fik i alt syv børn, hvor tre døde som helt små. Familien levede i dyb fattigdom, og mangel på mad og almindelige fornødenheder var normen.

Kort efter, at Krishna kom til verden, stak hans mor af med en mand fra nabolandsbyen og efterlod alle børnene hos deres psykisk syge far.

Nyfødte Krishna var svag og syg, og folk i landsbyen forventede, at han ville dø hurtigt efter fødslen. Men naboerne støttede op om den skrøbelige alenefar.

To nybagte mødre blandt naboerne delte deres mælk mellem egne børn og lille Krishna, og han klarede sig mod alle odds.

Men faren led under sin sygdom og forsøgte at slippe ud af sine pinsler ved at drikke gift. Da selvmordsforsøget mislykkedes, så han ingen anden udvej end at mindske børneflokken.

Han samlede, hvad han kunne, til en medgift og bortgiftede sin 15-årige datter til en mand fra hovedstaden Kathmandu langt fra landsbyen.

Bevidst om sit held

Søsteren tog toårige Krishna med sig, men måtte kort efter aflevere ham i børnebyen i Itahari. Her fik han en SOS-mor og ti nye SOS-søskende, og senere begyndte han i SOS-skolen. Krishna husker varmt tilbage på opvæksten i børnebyen:

”Vi havde alt, hvad vi kunne ønske os i børnebyen. Mad, tryghed, plads til at lege og dyrke sport. Jeg delte værelse med fem andre drenge, som jeg betragtede som mine brødre.

Jeg elskede min skole, og jeg var både flittig og dygtig, tit en af de bedste især i mine yndlingsfag engelsk og samfundsfag. En af drengene fra skolen er stadig min bedste ven.”

Selv om Krishna har savnet sin biologiske familie, er han bevidst om, at opvæksten i børnebyen har åbnet nogle ellers tunge døre for ham.

Uden SOS Børnebyerne ville han formentlig stadig bo i den fattige landsby. Han ville med stor sandsynlighed ikke have fået en uddannelse og derfor heller ikke et arbejde som journalist.

Krishna, som lille, i SOS-børnebyen i Itahari i Nepal. Foto: SOS Børnebyerne.

Rørt over fadderbrev fra Sverige

Mange af børnene i Krishnas børneby havde stor tilknytning til deres faddere, der sendte breve og gaver. Krishna husker ikke selv så meget om sine tre faddere fra Sverige, USA og Tyskland, men et af brevene gjorde stort indtryk på ham:

”Jeg fik et brev fra en mand i Sverige. Han ville gerne støtte mig, så jeg kunne gå i skole, skrev han. Det berørte mig meget, at en mand så langt væk var interesseret i mit liv.”

Mest af alt var det dagliglivet med de andre børn, der skabte tryghed i Krishnas liv. Efter han flyttede fra Børnebyen for at studere journalistik på et universitet i Kathmandu og siden arbejde rundt omkring i landet, er han ofte rejst tilbage til sin børneby for at hilse på og lege med børnene.

”Alle i børnebyen var så stolte af mig, da jeg fik min uddannelse og begyndte at arbejde. Jeg var også stolt af mig selv. Og jeg elsker at komme tilbage til børnebyen og snakke med de andre.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg klarer mig fint alene. Jeg ved, at jeg kan klare det meste.”