Anna er netop flyttet hjemmefra SOS-børnebyen og bor nu i sin egen lejlighed. Foto: Andrea Storm Henriksen.
Jeg er kun lige gået i gang med mit eget voksenliv, og det er svært at forklare præcis, hvad min opvækst i SOS-børnebyen har betydet.
Når jeg forsøger at sætte ord på det, ser jeg en bro for mig. Den rækker fra den ene ende af en kløft til den anden.
Broens allervigtigste formål er, at den er hel og stærk, for hvis den brækker på midten, kan du ikke komme til den anden side.
For mig er det på samme måde med en familie. Hvis din familie går i stykker, kan du ikke længere gå trygt igennem livet. Heldigvis kan både broer og familier repareres.
Alle mennesker har brug for en familie, der viser vejen i livet, og min SOS-familie har taget over, hvor mine biologiske forældre svigtede.
19-årige Anna er netop flyttet hjemmefra den SOS-børneby i Letland, der har været hendes hjem. Nu skal hun for første gang i sit liv prøve at bo alene. Filmfotograf: SOS Børnebyerne.
Min SOS-familie
Jeg hedder Anna og er 19 år gammel. Jeg har boet i SOS-børnebyen Islice, siden jeg som toårig blev fjernet fra mine biologiske forældre.
Min biologiske mor var syg og vidste knap nok, at hun havde et barn, og min far var mere interesseret i børnepenge end i mig. Jeg husker min biologiske forældre meget svagt – min SOS-familie kalder jeg min rigtige familie.
I børnebyen voksede jeg op sammen med andre børn, der har oplevet det samme som jeg selv – der er altid fuld af liv i en børneby, og det var et sjovt sted at være barn. Jeg fik en SOS-mor til at passe på mig og SOS-søskende at dele barndommen med.
Mine SOS-søskende
En af dem, der betyder mest for mig, er min SOS-tvillingebror. Vi kom til børnebyen næsten samtidig, vi er født med en måneds mellemrum, og vi er vokset op i den samme SOS-familie.
Min SOS-bror og jeg har altid været uadskillelige, og både jeg selv og min SOS-familie betragter os som tvillinger. Som lille var han min bedste legekammerat, og som teenager var det altid ham, jeg først kom til med mine problemer. Han vil altid være en vigtig del af mit liv.
For få dage siden flyttede jeg hjemmefra, og nu bor jeg næsten 200 kilometer fra min SOS-tvillingebror, SOS-familie og mine barndomsvenner. Jeg savner dem alle sammen meget, men selv om de er langt væk, så er de grunden til, at jeg er i stand til at bygge mit eget liv i dag.
Mit nye liv som voksen
Jeg har fået min egen lejlighed i byen Valmiera, hvor jeg skal starte på universitetet. Lejligheden skal sættes i stand, og det jeg glæder mig mest til er at indrette den præcis, som jeg vil have den.
Min SOS-tvilling har været her for at hjælpe med istandsættelsen af lejligheden, men det meste af arbejdet klarer jeg selv.
Det er lidt skræmmende at sidde for mig selv i en lejlighed langt fra mit barndomshjem. Her er meget stille sammenlignet med børnebyen.
Heldigvis er min SOS-mor kun et opkald væk, og jeg vil tage tilbage til børnebyen til jul og andre højtider.
Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang med at indrette mig, og se hvad fremtiden byder på.
Ligegyldigt hvor voksenlivet bringer mig hen, vil min SOS-familie være broen, der fører mig sikkert på vej.
Læs flere børns historier
Hvordan klarer SOS-børnene sig som voksne?
Du kan læse flere børns historier her
