Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Jordskred i Sierra Leone: SOS Børnebyerne forbereder hjælpeindsats

Den 14. august blev Sierra Leone ramt af det værste jordskred i landets historie. SOS Børnebyerne forbereder en hjælpeindsats for de hårdest ramte efter katastrofen. Først og fremmest vil vi hjælpe børn, der mistede deres forældre i muddermasserne.

Landskabet omkring Freetown i Sierra Leone bærer tydeligt præg af det katastrofale jordskred, der ramte Sierra Leone den 14. augustFoto: Fabien Offner.

Mudder og klippestykker har efterladt et enormt, brunt ar på det frodige, grønne bjerglandskab, der omkranser Freetown, hovedstaden i Sierra Leone. Det var her, det katastrofale jordskred fandt sted tidligt om morgenen den 14. august.

Ødelæggelserne efter katastrofen er omfattende og lokale myndigheder anslår, at mindst 1.000 mennesker er blevet begravet i muddermasserne.

Dem, der var heldige at undslippe med livet i behold, har lidt svære tab. Mange har mistet deres hjem, deres ejendele og værst af alt; familiemedlemmer.

 

SOS Børnebyerne vil hjælpe børn, der blev forældreløse under jordskredet

SOS Børnebyerne har arbejdet i Freetown siden 1974, og da katastrofen ramte, kunne SOS Børnebyernes ansatte hurtigt reagere.

”Efter jordskredet tog vi ud for at besøge de områder, der var blevet ramt,” forklarer Teresa W. Ngigi, psykolog hos SOS Børnebyerne. ”Vi var dybt chokerede af det syn, der mødte os. Der var så mange tabte menneskeliv og så meget ødelæggelse,” siger hun.

Psykolog hos SOS Børnebyerne - Teresa W. Ngigi - besøger familier berørt af det voldsomme jordskred, der ramte Sierra Leone i midten af august.Teresa W. Ngigi og teamet fra SOS Børnebyerne besøger de værst ramte områder efter jordskredet og undersøger, hvordan SOS Børnebyerne kan hjælpe. Foto: Fabien Offner.

 

De fleste af de børn og voksne, som mistede deres hjem og familier i jordskredet, er blevet flyttet til et sikkert sted.

”Nu er vi ved at forberede vores hjælpeindsats for de værst ramte. Først og fremmest vil vi hjælpe de børn, der har mistet deres forældre i jordskredet, ” siger Golden Mwisa, vicedirektør hos SOS Børnebyerne Sierra Leone.

 

Kort om SOS Børnebyernes arbejde i Sierra Leone

Der er tre SOS-børnebyer i Sierra Leone med tilhørende børnehaver og skoler. SOS Børnebyerne har også familieprogrammer i Sierra Leone, hvor flere hundrede fattige og udsatte familier får hjælp. I Freetown, hvor jordskredet ramte, er der en børneby, et ungdomshjem, en børnehave, en skole og en række familieprogrammer.

Heldigvis blev ingen af SOS Børnebyernes programmer i Freetown ramt af jordskredet, og ifølge de foreløbige meldinger fra vores kolleger i Sierra Leone er alle SOS-familier og –ansatte i sikkerhed.

Hjælp børn ramt af krig og katastrofer

Støt SOS Børnebyernes katastrofefond

Giv et bidrag