”Jeg har skrevet ned et sted, hvornår jeg fik mit første barn. Spørgsmålet er, hvor jeg lige har gemt det henne. Jeg har det et eller andet sted”, siger Hanne og roder efter papiret, hun begyndte at skrive på for 45 år siden, da hun for første gang blev fadder for et barn i SOS Børnebyerne.
”Mit første barn var en pige fra Kenya. Flora. Vi skrev breve til hinanden. Hun skrev sidst i anledningen af, at hun skulle giftes. Jeg har ikke hørt fra hende siden, men hun lever jo også et liv, hvor der kommer børn, og der sker det ene og det andet. Men så har jeg hjulpet på et tidspunkt, hvor det har været tiltrængt og værdsat.”
Siden fadderbarnet Flora kom ind i Hannes liv, har hun aktivt bidraget til SOS Børnebyernes mission om at forbedre vilkårene for verdens udsatte børn. ”Jeg har været fadder flere gange. Nogle kollegaer og jeg delte blandt andet et fadderskab til en dreng. Daniel, hed han. Og så gav jeg et fadderskab til min guddatter, da hun fyldte tre. De er nu begge to 25 år.”
Hanne blev for første gang fadder hos SOS Børnebyerne i 1973. I mange år har hun syet til fordel for udsatte børn og solgt unika-produkterne på loppemarkeder.
Hanne begyndte at støtte de udsatte, da hun følte, hun selv havde, hvad hun egentlig behøvede. Og så var det ikke tilfældigheden, det bestemte, hvor hendes donationer skulle ende.
”Grunden til jeg valgte at donere gennem SOS Børnebyerne var, at børnene bliver opdraget i deres eget land og i deres egen kultur. Det, synes jeg, er vigtigt.”
”Én på Zanzibar i Tanzania, én i Columbia og én i Hargeisa i Somalia.” Det er de tre børnebyer, hun støtter nu. For Hanne giver det bedre mening at støtte byer frem for enkelte børn, nu hun har nået den alder, hun har.
For elleve år siden besøgte hun en børneby. Ikke en af dem, hun fast støtter økonomisk, men en i Cape Town i Sydafrika.
”Jeg var i Sydafrika med en veninde. Der var jeg inde og besøge en børneby, som Nelson Mandela i øvrigt havde indviet. Der mødte jeg flere skønne mennesker. Vi blev vist rundt af en SOS-mor og en dreng, jeg var meget glad for. Det var ham, der tog imod os. Han var udviklingshæmmet, og han var egentlig blevet for gammel til at være der, men man havde så valgt at lade ham blive i børnebyen, fordi han ikke havde nogen familie. Og det kan jeg godt lide. At man ikke siger: Ved du hvad, kammerat, nu er du sgu blevet 18 år, ud med dig. Han fulgte sådan lidt med os. Han kunne godt tale, og han ville rigtig gerne tale med os. Så fulgte han med os, da vi blev vist rundt i børnebyen.”
”Så mødte vi en anden dreng – Hope. Han var en charmetrold uden lige. Ham havde man lyst til at tage med hjem. Han var simpelthen en lille charmebøf. Han var tre eller fire, og han var blevet fundet et sted på en trappesten. Jeg var virkelig glad for det møde.”
”Vi så, hvordan deres hjem var, og det var ikke overdådigt overhovedet, men rigtig pænt og nydeligt. Og selvfølgelig meget bedre, end hvis de havde boet på gaden.”
For Hanne kaster mindet et andet lys over verdenssituationen – også i forbindelse med en begivenhed som corona-pandemien. ”Det sætter tingene i perspektiv. Og så kan det godt være, vi brokker os lidt i øjeblikket, fordi vi ikke kan en hel masse. Jeg har selv fået aflyst tre rejser – men ja – og hvad så? Verden ligger der nok stadig næste år.”
Da jeg kom hjem efter mange år i udlandet og fik fodfæste og fast arbejde, fandt jeg overskud til at gøre noget for nogle andre. Og så valgte jeg SOS Børnebyerne.
Så længe Hanne kan huske, har hun brugt sin tid på at sy, strikke eller hækle.
”Dengang kassebukser var in, jeg tror, det var, da de sendte ’Sonja fra Saxogade’, der syede jeg kassebukser til min niece. Jeg har i det hele taget syet rigtig meget – også til mig selv”, siger Hanne og supplerer, at hun sådan set altid har noget i hænderne.
”Altså jeg sidder aldrig og ser fjernsyn, uden jeg har noget i hænderne. Så skal det være virkelig interessant. Og det er det sjældent,” siger hun og griner.
I flere år har Hanne syet indkøbsnet- og tasker, som hun har doneret til SOS Børnebyerne. Til at begynde med solgte hun dem på loppemarkeder, nu sælges hendes håndlavede unika-produkter gennem SOS Børnebyernes frivillignetværk. For nyligt røg en af Hannes tasker på auktion på SOS Børnebyernes Facebookside. Der blev afgivet mange bud, og tasken endte med at blive solgt for 300 kr. Således nyder børnene godt af Hannes handlekraft og kreativitet. Her ses et billede af én af de tasker, Hanne har syet for SOS Børnebyerne.
Lige nu er en af unikataskerne sat på auktion på vores Facebook-side.
Auktionen slutter mandag den 15. marts klokken 15, og du kan byde lige her.
