Det er ikke, fordi her lugter. Her er bare vådt. Selv luften er våd. Som i en oversvømmet kælder efter et skybrud. Fugtige gulvtæpper dækker betongulvet i stuen, der også fungerer som børneværelse og soveværelse. Der er vandpytter i køkkenet. Huset er ikke isoleret, det er faktisk bare et råt betonskelet på en bakkeside i Kosovos hovedstad Pristina.
Når det regner, løber regnvandet ned ad bakken og lige ind i huset. Det er derfor, at loftet i køkkenet buler nedad som en mørk hængekøje fuld af vand.
Her bor en familie på fem. Imir, hans kone Valbona og deres tre børn. Behar på tre, Murat på fem og storesøster Elira på ni. De lever, som så mange andre i Kosovo, på den forkerte side af fattigdomsgrænsen.
Hovedpinen sætter ind efter en halv times besøg i det våde hus. Men familien har boet til leje her i ti år. De har ikke råd til andet. For fire år siden kom familien ind i SOS Børnebyernes program for socialt udsatte familier, og meget er sket siden da.
Første gang familien fik besøg af SOS Børnebyerne stod det slemt til. Børnene sagde næsten ikke noget, de gemte sig og ville ikke svare på spørgsmål. Deres sprog var meget begrænset, fordi de var så understimulerede.
”Børnene var nærmest usynlige, som om de ikke var rigtigt til stede,” siger Arjeta Ahmadi, psykolog og socialrådgiver for SOS Børnebyerne i Kosovo. Hun er familiens faste kontaktperson, og har fulgt dem, siden de blev en del af SOS Børnebyernes projekt for udsatte familier.
Imir er børnenes far. Han gik i folkeskole, da krigen kom til Kosovo i 1996. Krigen satte en stopper for hans uddannelse, og han mistede sine forældre. Efter krigen tog han som 16-årig alene til Pristina i håb om at finde et job.
SOS Børnebyernes program for socialt udsatte familier har ét mål for øje. Familierne skal styrkes, så børnene ikke bliver forladt på grund af fattigdom, men vokser op i kærlige og stabile hjem. Det kræver en indsats på mange planer.
”Det begynder altid med en samtale, hvor vi sammen med forældrene finder ud af, hvad deres udfordringer og svagheder er, og hvad der skal til for at gøre situationen bedre. Så lægger vi en plan sammen, så vi er sikre på, at hjælpen ikke bare er noget, der bliver trukket ned over hovedet på dem. De bærer ansvaret, og de skal selv vokse med opgaven,” siger Arjeta Ahmedi.
Støtten til familierne er flersidet og tager højde for både mentalt og økonomisk overskud. Forældrene får ganske enkelt kurser og støtte til at være gode forældre – noget, der ikke altid er helt nemt eller naturligt, når man selv har haft en svær barndom. Heller ikke selv om, man elsker sine børn.
”Vi lærer forældrene at se og høre deres børn. At være børnenes trygge havn, en de kan lege med, regne med og en, der respekterer dem,” siger Arjeta.
SOS Børnebyerne støtter familien hele vejen rundt. Udover at man styrker forældrenes evne til at være der for deres børn, så er støtten også, at børnene kommer i børnehave eller skole, at familien kan komme til lægen, og at forældrene får hjælp til at komme i arbejde, så de kan forsørge sig selv.
Da krigen sluttede, var der rigtig mange, der pakkede deres ejendele og rejste fra landområderne til Pristina. Men de fleste fandt ikke noget trygt hjem, og de havde ikke nogen uddannelse, så det var svært at finde arbejde. Sådan er det stadig i dag, og mange lever af kontanthjælp, men den er så lav her i Kosovo, at en familie ikke kan leve af den.”
De to ældste, Murat og Elira, har fået intensiv sprogtræning af SOS Børnebyernes pædagoger. Gennem mange timer fik pædagogerne genetableret børnenes sprog, ligesom de sørgede for, at børnene var alderssvarende i deres udvikling. I dag går de to ældste i skole, mens den mindste går i SOS Børnebyernes børnehave. Nu er de ikke længere usynlige, men bare børn.
”De har det meget bedre nu, det er der ingen tvivl om,” siger Imir.
Med vinteren på vej, begynder det at blive koldt i huset. Selv om huset er drivvådt, så er indlagt vand og varme noget, man må tænke sig til, og uden isolering bliver det hurtigt iskoldt. Men SOS Børnebyerne i Kosovo har fundet en ny lejlighed til familien. Med et rigtigt køkken, børneværelse og stue. Så snart lejligheden er klar, flytter familien ind. Forhåbentlig kommer de hjem allerede til jul.
Arjeta og Imir er ved at lave en plan for, hvordan Imir kan få et fast arbejde, hvor han ikke belaster ryggen. Arjeta har planer om at skaffe Imir et kontorjob i et rengøringsfirma, for han er god til at koordinere og planlægge. Men for Imir er selve indholdet ikke så vigtigt.
”Min drøm er bare at få et job, så jeg kan forsørge mine børn. Jeg vil så gerne give dem, alt det de drømmer om.”
*Børnenes navne er ændret af hensyn til deres privatliv.
Imir leder efter jobs hver dag, men det er så godt som umuligt at finde noget arbejde i et land, hvor 35 procent af befolkningen er arbejdsløs. Kontanthjælpen er ikke nok til at sørge for, at der er mad på bordet hver dag hjemme hos Imirs familie. Så hver nat kører han en trillebør ud af husets kælder og ud på skrot- og lossepladserne.
”Jeg sorterer skrald. Når jeg finder metalstumper, skrot eller papir, tager jeg det med. For et kilo skrot kan jeg få 14 eurocent. For et kilo papir får jeg fem cent. Så det er mange nætter, der skal til,” siger Imir.
Andre skrotsamlere er organiserede og har ladvogne, de kan samle skrottet på. De råber ad Imir, når de ser ham. Så stikker han af med trillebøren og nattens fund.
”Jeg tager alle de jobs, jeg kan få. Det er tit hårde jobs, og min ryg er helt ødelagt. Men jeg skal jo også sørge for mine børn,” siger han.
