Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form
SOS Børnebyernes landsindsamling
X

SOS Børnebyernes landsindsamling

Bliv indsamler søndag den 9. maj og hjælp forældreløse og udsatte børn.

Tilmeld dig her

Bedre forhold på vej til børnene i slummen

I slumområderne ved Kenyas hovedstad Nairobi lever børn under de værst tænkelige forhold. Nu er der hjælp på vej fra SOS Børnebyerne og Danmarks Indsamling til både børn og voksne.

Mor med sine små børn i Nairobis slum. Foto: Anders Bobek

Hver morgen efterlades tusindvis af børn alene hjemme, når deres forældre går på arbejde. I slumområderne nær Nairobi er det er kun de færreste, der har råd til at få passet deres børn eller sende dem i skole.

Slumområderne er plaget af vold, kidnapninger og ildebrande, og det er med hjertet i halsen, at forældre skal vælge, om de vil låse børnene inde i blikskuret, eller om de skal kunne løbe frit omkring. Begge dele er forbundet med risici for deres børn, men der er ingen vej uden om. Der skal mad på bordet.

SOS Børnebyerne samarbejder med otte børnehaver i slumområderne, og med penge fra Danmarks Indsamling er målet, at endnu flere børn kan blive passet i trygge rammer, mens deres forældre er på arbejde.

Mor med sine børn i familiens hus i Nairobis slumområde: Foto: Anders Bobek

Stabile forældre skaber trygge børn

Ud over børnehaverne vil flere forældre også blive tilbudt at være med i en låne-spare-gruppe, hvor de kan lave en opsparing eller tage et mindre lån. Det giver dem mulighed for at åbne en lille virksomhed, hvor de tjener nok til at forsørge sig selv og familien og til at betale for pasning eller skolegang.

”For en tryg og sund opvækst er det helt afgørende, at forældrene har mentalt overskud. En låne-spare-gruppe giver en mere stabil økonomi, og derudover styrker grupperne familien socialt – det mindsker risikoen for den isolation, der ofte følger med ekstrem fattigdom,” siger Camilla Torp Olsen, international chef i SOS Børnebyerne.

Både forældre og børnehavepersonale vil desuden blive oplært i børns rettigheder og trivsel.

Rent vand bekæmper sygdomme

SOS Børnebyerne har med bidrag fra Danmarks Indsamling også iværksat forbedringer af saniteten i slummen. Slumområderne er et virvar af blikskure, og der er ikke hverken rindende vand eller toiletter i skurene. Affald og lort flyder i mellem husene, og det er grobund for sygdomme som tyfus, kolera og alvorlig diarre, der hvert år er skyld i dødsfald blandt børnene.

SOS Børnebyerne samarbejder med lokale organisationer om, at oprette såkaldte biogascentre, der skal være med til at løse de sanitære problemer i slummen. I biogascentrene kan beboerne komme og lave mad over gas fra anlægget, og centrene huser også kønsopdelte toiletter og bad.

”Vi mangler lige nu de sidste tilladelser fra myndighederne før, vi officielt kan gå i gang, men vi forventer, at etableringen af biogascentrene begynder inden udgangen af 2016,” siger Camilla Torp Olsen.

Læs mere om Danmarks Indsamling

Landefakta

  • Der bor over 46 millioner mennesker i Kenya.
    42 procent af Kenyas befolkning er under 14 år.
  • En fjerdedel af alle børn er gift og arbejder, inden de fylder 18 år.
  • Der er 2 millioner forældreløse børn.
  • Cirka 79 procent af alle børn gør indskolingen færdig. 59 procent gennemfører mellemtrinnet og udskolingen.
  • Godt 16 procent af Kenyas børn er underernærede, og 35 procent af børnene udvikler sig ikke nok, på grund af under- eller fejlernæring.
  • En kenyaner tjener i gennemsnit godt 25 kroner om dagen.

(Kilder: Unicef, UNPD og SOS Børnebyerne)