Bliv indsamler søndag den 9. maj og hjælp forældreløse og udsatte børn.
Da William flyttede ind i børnebyen, ville hans mor ikke give slip på lillebror Samuel, selv om de lokale socialmedarbejdere fortalte hende, at Samuel havde brug for en stabil opvækst. William besøgte jævnligt sin mor og var ked af at efterlade Samuel hver gang. Når William tog hjem til børnebyen, spurgte han altid de voksne: ”Vil I ikke nok sørge for, at min lillebror også kan bo her?”
I 2017 lykkedes det de sociale myndigheder at give Samuel en plads i børnebyen.
I SOS Børnebyerne forsøger vi så vidt muligt altid at holde biologiske søskende samlet, og William er meget glad for at have Samuel hos sig. De har mange gode stunder sammen, og det kan tydeligt mærkes, at han er lykkelig for, at han ikke længere skal bekymre sig om, hvordan Samuel har det.