Mareridt og angst

“Jeg var ikke glad, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville løbe min vej men vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen,” fortalte William, da han kom til børnebyen, efter at socialmedarbejdere havde fået kontakt med ham på gaden og henvist ham til SOS Børnebyerne.

William var syv år, underernæret og med udslæt og bylder på hele sin lille krop som en konsekvens af mangel på omsorg og sund mad. Han var også tydeligt mærket af det hårde liv på gaden. Han spurgte, om det tøj, hans SOS-mor Oluyemi lagde frem til ham, virkelig var hans, og om hans seng kun var til ham. Han skreg i søvne om natten og vågnede og spurgte sin SOS-mor: “Mor, skal vi ud på gaden i dag?”

Oluyemi tog sig god tid til at svare på alle de mange spørgsmål og fortalte ham om, hvordan det er at være en del af en almindelig familie. William fortalte hende også om en hændelse på gaden, hvor en gruppe unge mænd forsøgte at kidnappe ham og lillebror Samuel, da de og deres mor sov foran en lille butik. Oluyemi beroligede ham med, at han var i sikkerhed i sin SOS-familie, og at ingen ville gøre ham ondt der.

Tryg og glad

SOS-mor Oluyemi har spillet hovedrollen i den positive udvikling, William har gennemgået, siden han kom til børnebyen. I dag – syv år senere – er det tydeligt, at omsorg, kærlighed og en stabil hverdag har påvirket William positivt. William kan koncentrere sig om skolearbejdet og er god til både matematik og til at tegne. Han kan også læse, selvom det går langsomt.

Det hele er noget af en præstation, når man tænker på, at William aldrig havde gået i skole, da han flyttede ind i børnebyen. Williams selvtillid er vokset, og han taler frit og siger tingene, som de er. Fysisk og psykisk er hans udvikling god og helt som den skal være for en 14-årig.

Når man hører om William og Samuels liv, der har været fyldt med vold, usikkerhed, sult og angst, kan man fristes til at tvivle på, om de kan få et godt liv. Men det kan lykkes, siger Pernille Darling Rasmussen, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Hun har forsket i børns tilknytning til forældre eller primære omsorgspersoner.

“Williams historie viser nogle vigtige pointer: Det er aldrig for sent, og jo før, man kan få børnene i stabile rammer, jo bedre. Børn samler hele tiden erfaringer, og det gode ved det er, at børn ikke ”går i stykker” af enkelte dårlige oplevelser, men hvis bunken af dårlige erfaringer bliver meget stor, er opgaven med at komme ovenpå også tilsvarende større,” siger Pernille Darling Rasmussen.

”Det er helt almindeligt, at der går et stykke tid, hvor William vil forvente at få samme behandling, som han har fået af sin egen mor. Børn som William tager ikke nødvendigvis imod den nye omsorg og kærlighed med kyshånd. Han kan sagtens have en masse forbehold indeni, som ikke umiddelbart er til at få øje på. Det tager år, hvor han stille og roligt begynder at tro på sin SOS-mor og samler nok positive erfaringer ind til at kunne sige: Jeg kan regne med de voksne”.

SOS-mødrene spiller en afgørende rolle som nye omsorgspersoner i de traumatiserede børns liv. Derfor har SOS-mødrene også taget en toårig uddannelse, hvor de netop lærer at drage omsorg for børn, der på samme tid kan være meget kontaktsøgende og meget afvisende. Forældreløse eller omsorgssvigtede børn bærer ofte traumer med sig ind i deres nye liv i børnebyen, og heldigvis står SOS-mødrene klar til at tage sig af dem med åbne arme.