Modige Mille og Skøre Espen
Måske siger navnene dig ikke lige umiddelbart noget, men den ene er blandt andet en højtelsket karakter på Ramasjang og den anden er en kendt musiker i Tanzania. Mille Gori er også kendt som den modige Motor Mille på DR Ramasjang og Espen Sørensen er i Tanzania mest kendt som Mzungu Kichaa, der betyder ’den skøre hvide mand’ på swahili.
En opvækst der vil gavne resten af livet
Mille Gori og Mzungu Kichaa mødtes for nylig i Tanzania, hvor de besøgte børnebyerne i Stonetown på Zanzibar og i den turbovoksende storby Dar es-Salaam. Mzungu Kichaa ser hver dag udsatte børn, så for ham kommer samarbejdet med SOS Børnebyerne helt naturligt:
“Jeg har gennem mit liv i Afrika oplevet gadebørn på nært hold, og har igennem mange år tænkt på, hvordan man bedst kan hjælpe et forældreløst barn. Min oplevelse af SOS Børnebyerne både i Dar es Salaam og på Zanzibar var fantastisk. Børnene her har fået en kæmpe mulighed for at få en god opvækst, fyldt med omsorg, leg og uddannelse, der vil komme til at gavne dem resten af deres liv.”
Mille Gori og Mzungo Kichaa besøger børnebyen i Stonetown, Zanzibar. Foto: Rasmus Preston
Alle kan hjælpe én
Mille Gori har igennem flere år været børnenes bedste ven, både på Ramasjang og i Cirkus Summarum som karakteren Motor Mille. For hende er det vigtigt, at børn vokser op med troen på sig selv og alt det, de kan.
”Jeg er vokset op i trygge rammer, i et hjem fyldt med kærlighed, og jeg er aldrig gået sulten i seng. De børn, jeg mødte i børnebyen, har ikke alle haft en nem start på livet, men nu har de en SOS-mor, de har tryghed og kærlighed. Man kan ikke hjælpe alle, men alle kan hjælpe en. Og det skal være min vigtigste opgave som ambassadør, at sprede dette budskab, både til børn og voksne,” siger Mille Gori.
Om Mzungu Kichaa
Espen Sørensen også kendt som Mzungo Kichaa. Foto: Rasmus Preston
Født 1980. Mzungu Kichaa med det mere borgerlige navn Espen Sørensen er egentlig født i Skanderborg, men er vokset op i Zambia, hvor han på første skoledag byttede sin blyantspidser væk for et barberblad – det brugte alle de andre børn til at spidse blyanter med. Han bor i Dar es Salaam og både taler og synger på flydende swahili. Mzungu Kichaa har udover at være musiker, også været dommer i Tanzanias X Factor.
Om Mille Gori
Mille Gori er til daglig vært på DR Ramasjang, hvor hun også er kendt som ‘Motor Mille’. Foto: Rasmus Preston
Født 1989. Mille Gori er vokset op i en lille by uden for Holstebro. Til daglig er hun at finde på Ramasjang, hvor hun er kendt under navnet Motor Mille. Mille sidder sjældent stille, og i løbet af sommeren har hun både optrådt i Cirkus Summarum, lavet et cirkus-program om andre danske cirkusser og optaget Omvendt Julekalender med SOS Børnebyerne i Tanzania. Mille er uddannet danser, men har også indspillet sange og fornylig udgivet børnebogen Cirkus Mille.
Man kan ikke hjælpe alle, men alle kan hjælpe en