”Når jeg bliver stor, vil jeg være pilot,” siger Babu og laver wush-lyde og flyverarme. Med det liv Babu lever i dag, kan drømmen om at flyve oppe i skyerne rent faktisk gå i opfyldelse.
Babu er blevet otte år. Han bor med sin SOS-mor og -søskende i en børneby i Nepal. Vi har før fortalt om hans historie, som er barsk – men også smuk, fordi hans liv i dag er så langt fra det liv, han levede for bare et par år siden.
Da begge Babus forældre døde fra ham, endte han på gaden og måtte tigge for at overleve. Alene og ubeskyttet blev han taget af en flok mænd, som puttede ham i en sæk for at sælge ham. Men før Babu nåede at blive offer for menneskehandel, blev det opdaget af politiet og standset. Og Babu kom herefter hen til SOS-børnebyen.
I dag går Babu i skole. Han kan bedst lide de naturfaglige fag, og så elsker han at tegne. Hans livret er dumplings, som er små dampede stykker dej med kød eller grøntsager indeni, og de er bedst, når de er lavet af hans SOS-mor.
”Hvis jeg fik ét ønske, ville jeg ønske mig, at jeg kunne have det sjovt og lave ting, der gør mig glad resten af mit liv,” fortæller en glad Babu.
Den lille dreng med det store mod og den brutale barndom har nu en tryg og omsorgsfuld hverdag. Her sidder Babu med sin SOS-familie og tegner.