Forside / For skoler / Omvendt Julekalender / Julekalenderen 2022 / 16. december
Mærk, hvad I har lært
Sikke mange børn, I har mødt, og sikke mange vigtige emner, I har været forbi i løbet af Omvendt Julekalender. I dag slutter julekalenderen, og det er derfor tid til at mærke efter, hvad I har lært ved at holde Omvendt Jul sammen med Mille og SOS Børnebyerne.
Tal om, hvad I har lært i Omvendt Julekalender
Kan I huske, hvad der skete i de forskellige afsnit? Hvilke rettigheder fra Børnekonventionen kan I huske, og hvilke rettigheder, synes I, er de vigtigste? Måske kan I også tale lidt om, hvordan SOS Børnebyerne kan hjælpe udsatte børn.
Tal også om, hvilke gode gerninger I har lavet, hvad der står på jeres ønskeliste og hvordan det føles at gøre gode gerninger, der gør andre glade.
Glædelig jul!
Til sidst vil vi bare sige tusind tak til alle jer seje elever og jeres undervisere, der har været med i årets Omvendt Julekalender. Vi håber, at I har lært en hel masse om, hvordan det er at være barn forskellige steder i verden, og at I vil være med til at fortælle de voksne og jeres venner om alt det, I har lært.
Rigtig glædelig jul fra SOS Børnebyerne og Mille.
Vi håber, at vi ses igen til Omvendt Julekalender til næste år.
Hvis I selv har udfyldt en omvendt ønskeliste, så snak om, hvordan I vil bruge den fremover.
Skal den hænge et sted i klassen?
Skal I tale om den, når I holder klassens time?
Hvis I har udfyldt de samme gerninger som Mille, så mangler der et enkelt ønske på den omvendte ønskeliste. Det kan I nu selv finde på. Hvilken god gerning, synes I, der mangler?
Her finder I Milles udfyldte ønskeliste.
Hvis I har samlet ind i løbet af december, så overfør nemt jeres indsamling til SOS Børnebyerne på den digitale indsamlingsside omvendt.sosbornebyerne.dk.
Tusind tak for jeres flotte indsats. Den kommer til at gøre en verden til forskel for et udsat barn.
TAK <3 Vi ses til næste år, ik?
Foto: Chilie Orloff