Lyne & Lindberg samler venner, familie og samarbejdspartnere om at give børn på Zanzibar en god start på livet
Parret bag den danske koncern Lyne & Lindberg Group, Martin Lyne og Jannick Lindberg, har i mange år ønsket at gøre en konkret, mærkbar og meningsfuld forskel i verden.
”Det er vigtigt for os at hjælpe nogle af verdens mest udsatte børn. Alle børn fortjener en tryg og kærlig start på livet,” siger Jannick Lindberg. ”Derfor er vores helt klare formål og fokus at arbejde for at sikre alle byens børn de mest fundamentale behov i form af et hjem, mad, skolegang samt en kærlig og tryg relation. Og som følge deraf en lysere fremtid.”
I 2020 skabte Lyne & Lindberg velgørenhedsprojektet OurFoundation, hvis formål er at rejse penge, der skal sikre børn i SOS-børnebyen på Zanzibar en god barndom.
I børnebyen på Zanzibar bor der 110 børn, som ikke kan vokse op hos deres biologiske forældre. Det kan for eksempel være på grund af fattigdom, sygdom eller dødsfald. Alle voksne i børnebyen har viet deres liv til give børnene en tryg barndom i et af byens 12 familiehuse. I hvert enkelt hus bor en SOS-mor med sine SOS-børn. I gennemsnit bor der cirka ni børn i hvert hus, og det er SOS-morens opgave at give dem omsorg, støtte og kærlighed.
”Vi har ofte støttet velgørende arbejde, men vi har savnet følingen med, hvad pengene reelt gik til. Ved at hjælpe i en børneby bliver resultaterne målbare, og vi kan se den direkte effekt af vores donationer,” siger Jannick Lindberg.
Mening og værdi for alle
Når Lyne & Lindberg engagerer deres store netværk af venner, kunder og andre samarbejdspartnere i at gøre en forskel for børnene på Zanzibar ved at rejse penge til børnebyen, gør pengene med sikkerhed en forskel for børnene. Og for Lyne & Lindberg er det vigtigt, at samarbejdet også gør en forskel for de samarbejdspartnere, de engagerer.
Så når en partner ønsker at lave en kampagne til fordel for børnene på Zanzibar, samler Martin og Jannick alle kræfterne i Lyne & Lindberg Group-huset for at skabe de flotteste og mest effektfulde kampagner. Blandt andet ved at bruge deres dygtige art directors fra Hood Agency til at lave kreative kampagner og marketing, mens modeller og influencers fra Le Management bruger deres kostbare rækkevidde til at skabe opmærksomhed om en god sag.
På den måde kan et samarbejde med Lyne & Lindberg og SOS Børnebyerne udover at hjælpe børnene også samle medarbejderne om et fælles og anderledes projekt, ligesom det kan signalere til kunder, leverandører og samarbejdspartnere, at man tager handling og ansvar for at bidrage til at løfte nogle af vor tids største globale udfordringer.
Et stærkt og værdifuldt samarbejde
Lyne & Lindberg har allerede vist, hvad man kan opnå, når man samler flere kræfter i et netværk, da de i samarbejde med VERO MODA og droppTV rejste 320.000 kroner i forbindelse med en mors dag-kampagne.
VERO MODA lancerede en kollektion til fordel for børnebyen på Zanzibar, ledsaget af kampagnen #Loveofmothers, der hyldede mødre i alle afskygninger – herunder SOS-mødrene, der vier deres liv til at hjælpe forældreløse og udsatte børn.
Hood Agency og Le Management bidrog blandt andet til at skabe mest mulig hype omkring kampagnen. Fire ambassadører fra de to bureauer har hver især designet et personligt håndskrevet mærkat til en t-shirt, som har været en del af kollektionen. Derudover har over 100 influencere bakket op og skabt opmærksomhed om kampagnen på deres sociale platforme.
“Vi er dybt taknemmelige for den flotte donation, der er med til at sikre, at børnene i børnebyen på Zanzibar får en tryg og kærlig opvækst i en SOS-familie med omsorg, skolegang og plads til leg og udvikling,” siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør i SOS Børnebyerne.
Sammen har de gjort det muligt at støtte udsatte børn her og nu – og samtidig skabe en forandring langt ind i fremtiden.
Lyne & Lindberg Group består af Le Management, HOOD Agency, RAGBAG, Le Management Society, Little People og WOODS Copenhagen. Deres store variation af virksomheder giver dem unik indsigt og viden, som de udnytter til at skabe synergi.
Tilsammen udgør de et enestående kraftcenter, der med deres solide netværk og stærke relationer til brands, influencers, topfotografer, magasiner og designere over hele kloden kan skabe effektfulde kampagner.
Læs mere om Lyne & Lindberg her
Der bor cirka 1,3 millioner mennesker på øen Zanzibar, hvoraf halvdelen lever under fattigdomsgrænsen på 1,90 $ pr. dag.
Ved at støtte børnebyen på Zanzibar hjælper Lyne & Lindberg sammen med deres netværk børn, som ikke kan vokse op i deres biologiske familie. Støtten er med til at sikre, at børnene får en tryg og kærlig opvækst i en SOS-familie med omsorg, skolegang og plads til leg og udvikling.