Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

I Rwanda går alt for mange børn ud af skolen i utide, fordi lærere, forældre og det lokale samfund ikke har de nødvendige redskaber til at hjælpe børnene, når de sakker bagud fagligt. Børn, der ikke får en uddannelse, har udsigt til en fremtid med begrænsede muligheder og stor risiko for et liv i fattigdom.

Projektet Kura Umenye skal i en fireårig periode sørge for ekstraundervisning og hjælp til de udsatte børn og unge, der er i risiko for eller allerede er droppet ud af skolen. De børn, som allerede er gået ud af skolen, kommer både tilbage i skole og får ekstraundervisning. Det sikrer Hempel Fonden med en donation på 10 millioner kroner til SOS Børnebyerne.

Indsatsen fokuserer på de allermest udsatte børn og unge, som har brug for en hjælpende hånd til at gennemføre skolen. Projektet implementeres på 120 skoler i ti regioner i Rwanda, og målet er, at 32.000 elever skal have den ekstraundervisning, de har brug for. Udover at projektet skal hjælpe børnene fagligt, har indsatsen også den positive effekt, at piger, der får en uddannelse, ikke er i lige så høj risiko for at gå ud af skolen på grund af teenagegraviditet.

Børn skal mødes i øjenhøjde

En vigtig del af indsatsen er at uddanne lærere til at hjælpe eleverne, ligesom det rwandiske undervisningsmateriale skal styrkes. I alt bliver 480 lærere udvalgt til at være mentorer for de elever, som har brug for hjælp. Det vigtigste er, at børnene bliver mødt i øjenhøjde og får nøjagtig den hjælp, som passer til deres behov.

Derfor bliver lærerne trænet i forskellige pædagogiske teknikker. Hjælp og støtte i hjemmet er også centralt for børns læring og selvtillid. Derfor bliver også forældre fra start af engageret i ekstraundervisningen, og de bliver styrket til at kunne hjælpe deres børn med for eksempel lektier.

Med støtte fra Hempel Fonden kan Rwandas udsatte børn og unge få en skolegang, der på længere sigt giver dem mulighed for at forsørge sig selv og en kommende familie. Derfor er det altafgørende, at de børn, som har udfordringer i skolen, får hjælp hurtigst muligt.