At rekruttere frivillige kan være en hel videnskab, men I kan komme langt med et par få gode huskeregler.
Hvorfor skal vi have flere frivillige?
Før I går i gang med at søge efter nye frivillige, så skal I gøre jer nogle overvejelser:
- Mangler vi nye frivillige til en bestemt opgave?
- I så fald, skal den nye frivillige så kunne noget særligt?
- Vil vi have alle frivillige eller bare den bedste ansøger?
Tjeklisten til det gode frivillig-opslag
Herefter kan gruppen formulere, hvad I kan tilbyde de nye frivillige, og hvad de forventes at bidrage med – lidt som var det et stillingsopslag. Nedenfor finder I en tjekliste, der kan være med til at sikre, at I får succes med jeres frivilligjob-opslag, og giver jeres potentielle frivillige et billede af, hvad de skal, og hvorfor de skal det.
- Overskriften er konkret og forståelig
- Det er tydeligt, hvad man skal som frivillig
- Det er nemt at forstå, den forskel man gør som frivillig
- Det er tydeligt at se, hvad man som frivillig får ud af at engagere sig
- Det er nemt at tage det første skridt til at blive frivillig
Hvor finder vi de nye frivillige?
Når jeres opslag er færdigt, kan I tale om, hvor I mener, at der er størst mulighed for at finde de nye frivillige. Det kommer naturligvis an på, hvilke slags frivillige I er på udkig efter. Helt overordnet kan det være en god idé at bruge:
- www.frivilligjob.dk hvor I gratis kan oprette et opslag
- Frivilligcentre
- Kulturhuse
- Egne arrangementer
- Egne netværk
- Lokalpressen – få gode råd til hvordan nedenfor
Sådan hverver I frivillige gennem lokalavisen
På NGO-akademiet kan du se en lille video om, hvordan du kan bruge lokalavisen til at hverve flere frivillige til lokalgruppen. Se videoen her.
Hvordan får vi de nye frivillige til at blive?
Som lokalgruppe kan man sagtens opleve, at interesserede frivillige falder fra i starten. Her er et par gode huskeråd, der måske kan afhjælpe dette:
- Spild ikke de frivilliges tid – de frivillige skal hurtigt i gang.
- Overvej, hvordan I giver de frivillige anerkendelse i hverdagen – husk at sige tak.
- Få styr på modtagelse og introduktion af nye frivillige – find en mentor, der kan tage den nye frivillige med til lokalgruppens første møde og følge op på, hvordan det går.
- Tal om forventninger og krav med den frivillige – og vær helt klar i mælet.
- Inddrag, uddelegér og giv ansvar – det skaber motivation og ejerskab.
- Modtag ideer og kritik med åbne arme – måske tingene kunne gøres på en anden måde.
Gode råd om rekruttering og fastholdelse af frivillige
I kan få flere gode råd om rekruttering og fastholdelse af frivillige på Center for Frivilligt Socialt Arbejde, der løbende holder gratis kurser om det.