Danish Emergency Relief Fund (DERF)
Nødhjælpsprojekter i Somaliland, Etiopien og Mozambique
Danish Emergency Relief Fund (DERF) er en fondspulje, der hører under CISU (Civilsamfund i Udvikling) og uddeler midler til nødhjælpsprojekter. Tanken bag fonden er at gøre det muligt at få fleksibel og hurtig finansiering i kølvandet på katastrofer, der kræver hurtig handling. Når der opstår katastrofer, som påvirker vores arbejde med at støtte udsatte børn og unge, søger vi støtte hos DERF. Vi har fået støtte til en række forskellige nødhjælpsindsatser, særligt i Østafrika, der grundet den globale opvarmning oftere oplever at blive ramt af naturkatastrofer, der truer deres eksistensgrundlag.
SOS Børnebyerne gennemfører følgende nødhjælpsprojekter med støtte fra DERF:
Hjælp til familier berørt af oversvømmelser i det sydøstlige Etiopien
I april 2020 blev Etiopien igen ramt af oversvømmelser, der forårsagede omfattende skader på boliger og infrastruktur, og har påvirket mere end 200.000 mennesker. Oversvømmelsen blev forårsaget af en længere periode med kraftig regn, der fik Shabelle-floden i byerne Kelafo og Mustahil til at løbe over. Formålet med projektet er at yde nødhjælp til de familier, der er berørt af oversvømmelserne, ved eksempelvis at uddele fødevarepakker, forbedre hygiejne- og sanitetsforhold og reetablere indkomstgenererende aktiviteter.
Hjælp til internt fordrevne i East Hararghe-zonen i Etiopien
En konflikt mellem føderale sikkerhedsstyrker og den somaliske regions paramilitære styrker har medført en stor tilstrømning af internt fordrevne. Mange internt fordrevne har bosat sig permanent i de tætbefolkede distrikter i East Hararghe-zonen, hvilket har en alvorlig indvirkning på adgangen til fødevaresikkerhed, sundhed og vand. Formålet med projektet er at give nødhjælp til de mest udsatte internt fordrevne. Dette gøres gennem uddeling af mad via et voucher-system og rehabilitering af damme, der forbedrer hygiejne- og sanitetsforhold.
Hjælp til familier påvirket af tørke i Sahil-regionen i Somaliland
Somaliland har været udsat for tørke gennem de sidste fem år, og den cyklon, der ramte i midten af 2018, gik hårdt ud over de mennesker, der bor i kystområdet Sahil og Awdal. Den lange tørke og cyklonen har forårsaget, at mange mennesker har mistet deres levebrød, da landbruget ikke er til at dyrke og husdyrene dør. Formålet med projektet er at redde liv og yde humanitær hjælp i form af vand, mad, hygiejne og sanitet til de mennesker, der er påvirket af tørken i Mandheera-flygtningelejren i Sahil-regionen.
Hjælp til familier påvirket af bevæbnet konflikt i det nordlige Mozambique
Den væbnede konflikt startede allerede i 2017 og har siden udviklet sig til en langvarig humanitær krise. Siden starten af 2020 er konflikten taget til med en stigning af voldelige angreb på 300%, og omkring 712.000 mennesker, heriblandt 300.000 internt fordrevne, har et akut behov for humanitær hjælp. Det overordnede formål med interventionen er at reducere sårbarheden hos den mest udsatte befolkning med fokus på børn og kvinder, især børn uden pleje.
Læs mere om DERF på CISUs hjemmeside.