Erling Transport - Spedition A/S støtter Zanzibars udsatte børn
I 1922 blev transport- og logistikfirmaet Erling Transport – Spedition A/S grundlagt. Nu bruger virksomheden sit 100-års jubilæum som en anledning til at gøre en forskel for børn, der har mistet forældreomsorgen.
Over en årrække har Erling Transport – Spedition A/S støttet nogle af verdens mest udsatte børn gennem fadderskaber i SOS Børnebyerne. I forbindelse med sit 100-års jubilæum udvider virksomheden i år denne støtte ved at donere et større beløb som Verdensmålspartner. Til jubilæumsfejringen har virksomheden desuden frabedt sig gaver i håbet om, at de fremmødte i stedet vil støtte SOS Børnebyernes arbejde i verdens fattigste lande.
”Børn vælger ikke selv, hvor de bliver født, hvem deres forældre er, eller hvilke forhold de vokser op under. Derfor er og bliver børn de mest sårbare i samfundet. Det gælder i Danmark, men det gælder især i de lande, der er mindre privilegerede, end vi er herhjemme. Derfor er det her, vi synes, vores penge kan gøre den største forskel,” fortæller Lars Benfeldt, indehaver af Erling Transport – Spedition A/S.
Med sit partnerskab støtter Erling Transport – Spedition A/S de børn, som bor i SOS-børnebyen i Zanzibar. Her får børnene en tryg opvækst med omsorg og uddannelse, så de kan udvikle sig til selvstændige individer, der bidrager til samfundet, og selv kan blive gode forældre en dag.
Lars Benfeldt mener, at selvom Erling Transport – Spedition A/S er en lille virksomhed, så kan det ikke skade at gå forrest:
”Vi kan starte med at gøre vores lille del. Hvis alle gør det, så gør det virkelig forskel. Hvis vores kollegaer eller samarbejdspartnere hører om vores bidrag, så håber jeg da også, at de tænker ’Det var da en god idé – hvorfor gør vi ikke det?’”
Vil din virksomhed også give udsatte børn bedre fremtidsudsigter og bidrage til at realisere FN’s verdensmål i samarbejde med SOS Børnebyerne? Læs mere her eller kontakt Senior Relations Manager Irene Koch Rasmussen på ikr@sosbornebyerne.dk eller tlf.: 22 19 57 61
Erling Transport - Spedition A/S
Som Verdensmålspartner i SOS Børnebyerne støtter Erling Transport – Spedition A/S den helhedsorienterede og langsigtede indsats for udsatte børn i verdens fattigste lande. Herved er virksomheden med til at skabe social bæredygtighed i tråd med FN’s verdensmål.