Fondsmæglerselskab støtter uddannelsesprogrammer i Battambang i Cambodja
Fondsmæglerselskabet AllianceBernsteins danske afdeling har valgt at støtte SOS Børnebyernes indsats for udsatte og forældreløse unge i Battambang i Cambodja som virksomhedspartner med 100.000 kroner årligt.
SOS Børnebyernes uddannelsesprogrammer for unge i Cambodja kan fremover se frem til at modtage 100.000 kroner årligt i støtte fra den danske afdeling i fondsmæglerselskabet AllianceBernstein.

”Vi besluttede at støtte SOS Børnebyerne, da vi fandt ud af, at tre af os – og vi er kun 6 i alt – havde eller har støttet SOS Børnebyerne privat. Så der var fra starten et godt kendskab til SOS og en bred enighed om, at SOS var det rigtige at støtte for os,” fortæller Klaus Ingemann fra AllianceBernstein.
AllianceBernstein har hovedkontor i USA, og virksomheden har globalt fokus på virksomhedernes sociale ansvar. I Battambang støtter SOS Børnebyerne både unge fra SOS-børnebyen og fra lokalområdet. Støtten bidrager til, at de unge, som er vokset op i børnebyen, får adgang til uddannelse og studie- og karrierevejledning samt forberedende støtte til voksenlivet, der kan give dem et godt grundlag for at skabe deres egen tilværelse.
AllianceBernstein bruger også støtten til SOS Børnebyerne til at styrke sammenholdet internt mellem medarbejderne.
”Vi ser på, om vi kan bruge samarbejdet til at styrke båndene mellem kollegerne og måske knytte vore familier og børn tættere sammen. Desuden kan det være et afsæt til at lære vores børn om velgørenhed,” siger Klaus Ingemann.
Det er en del af aftalen, at medarbejderne skal stå for at samle halvdelen af de 100.000 kroner sammen. AllianceBernstein har valgt at blive virksomhedspartner. Som virksomhedspartner bakker AllianceBernstein op om unges uddannelse, og særligt unge pigers uddannelse er vigtigt for virksomheden.
Hos SOS Børnebyerne er man glade for samarbejdet med AllianceBernstein.
”Et bidrag på 100.000 kroner om året rækker langt i et land som Cambodja. Vi er meget glade for AllianceBernsteins langvarige og stærke engagement, som både hjælper udsatte og forældreløse unge her og nu og bidrager til at udbrede kendskabet til det arbejde, SOS Børnebyerne udfører i hele verden,” siger Senior Relations Manager Irene Koch Rasmussen fra SOS Børnebyerne.
Læs mere om SOS Børnebyernes arbejde i Cambodja.

AllianceBernsteins danske afdeling
Fondsmæglerselskabet AllianceBernstein har hovedkontor i USA, og virksomheden har globalt fokus på deres sociale ansvar. AllianceBernstein har valgt at blive virksomhedspartner med SOS Børnebyerne.
Som virksomhedspartner støtter AllianceBernstein udsatte og forældreløse unge i Battambang, så de får det bedste fundament for fremtiden.
Læs mere om AllianceBernstein.