Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Tragisk flystyrt gjorde fire SOS-børn forældreløse for anden gang

Da Metrojet Flight 9268 styrtede ned på Sinai-halvøen, mistede fire søskende fra SOS-børnebyen i Pusjkin i Rusland deres mor for anden gang.

Det var i 2015, at flyet styrtede ned. I dag er Leyna 9 år gammel. Katarina er ti år, Llia 11 og Artemi er 13 år gammel. Foto: Nina Ruud
Det var i 2015, at flyet styrtede ned. I dag er Leyna 9 år gammel. Katarina er ti år, Llia 11 og Artemi er 13 år gammel. Foto: Nina Ruud

Flyet styrter ned, 23 minutter efter det er lettet. Med på flyet er SOS-moren, Elena.

Først mener efterforskerne, at der er tale om en teknisk fejl, men efterfølgende kaldes katastrofen for et terrorangreb. Ingen overlever. Langt størstedelen af de 224 passagerer er russiske.

Elena var SOS-mor for de fire søskende, Katarina, Leyna, Llia og Artemi, som var flyttet ind hos Elena i SOS-børnebyen i Pusjkin, tæt på Skt. Petersborg i Rusland seks måneder tidligere. Den 31. oktober 2015 oplever de fire søskende for anden gang i deres liv at miste en mor.

Oksana Osipova
”De første to måneder var meget vanskelige” fortæller Oksana Osipova om tiden efter flystyrtet. Foto: Nina Ruud

45-årige Oksana Osipova bliver børnenes nye SOS-mor og flytter sammen med den lille familie i børnebyen i Pusjkin. For Oksana er udfordringen klar. Hun skal finde vej til børnenes hjerter. Og hun må ikke fejle. For omsorg og kærlighed kan ændre deres liv. For børn, der vokser op i en tryg familie og får en god barndom, bliver også stærke og velfungerende voksne.

Spørgsmålet er bare, hvordan hun bliver den bedst mulige SOS-mor for fire søskende, der allerede har oplevet at miste en mor to gange?

Uegnede som forældre

Langt størstedelen af de 54 børn og unge, der bor i de ti familier i Pushkin, er ikke forældreløse. De har forældre, der af forskellige grunde ikke kan tage sig af børnene, enten på grund af stofmisbrug, fysisk, psykisk sygdom eller fordi de sidder i fængsel.

Det er de russiske myndigheder, der beslutter, om et barn skal flytte ind i børnebyen, på børnehjem, bortadopteres eller flytte hjem til en plejefamilie.

Direktøren for børnebyen, Sergey Yakovenko, fortæller, at nogle børn er så traumatiserede, når de flytter ind i børnebyen, at de ikke er i stand til at kommunikere. Han fortæller om søskende, der er vant til at stjæle mad fra hinanden for at overleve, og om hvordan psykologer, terapeuter og SOS-forældre arbejder for at nå ind til børnene.

”Vi giver børnene den stabilitet, de mangler i livet. Hver dag starter med et knus og en velkendt stemme, der siger god morgen,” siger Sergey Yakovenko.

Direktør i SOS Børnebyerne i Rusland
Direktør i SOS Børnebyerne i Rusland. Foto: Nina Ruud

Han står på legepladsen lige ved Oksanas hus. Vinterkuldens greb er begyndt at tage fat om den russiske by. Sergey driller tre børn, der kommer gående. De ler. Han fortæller, at næsten alle, der er vokset op i børnebyen, får et arbejde, når de er voksne. De sidste to år har han oplevet, hvordan Oksana langsomt gør de fire søskende mere trygge – som de har fået en stabil hverdag.

Det er ikke nemt at være SOS-mor, så han er glad for, at børnene klarer sig godt. ”Ikke alle kan blive SOS-mor. Det er en livsstil, og det handler om mere end at være en god mor,” siger Sergey Yakovenko.

En nat med feber

”De første to måneder var meget vanskelige,” fortæller Oksana om tiden efter flystyrtet. Det var især udfordrende at nå ind til Artemi. Han var skeptisk over for Oksana og lukkede sig inde og nægtede at tale med nogen. Men en dag bliver den kun syvårige Leyna syg og får høj feber. Oksana beskriver det som et vendepunkt. Oksana sidder med Leyna hele natten.

Artemi er meget bekymret for sin lillesøster, så Oksana lover ham, at hvis Leyna ikke får det bedre i løbet af natten, tager de på hospitalet. ”Den næste dag har hun det bedre, og det går op for Artemi, at jeg passer godt på dem. Jeg kunne mærke, at han fik respekt for mig,” fortæller Oksana og tørrer en tåre væk.

Artemi begynder så småt at tale igen, men selv om søstrene kalder Oksana for mor, fortsætter han med at kalde hende tante.

For Oksana handler det om at være rolig, kærlig, tilstedeværende og forudsigelig – selv i situationer, hvor hun bliver afvist. I køkkenet hænger der et skema, så børnene har styr på, hvad de skal lave i løbet af ugen – selv når de skal gå en tur eller læser bøger, står det i skemaet.

Oksana og børnene laver mad, leger, svømmer og laver lektier. Ugerne minder om hinanden – for de fire søskende har brug for stabilitet.

Børnene skal lære ikke at være bange Oksana og børnene tegner kruseduller på et ark papir, for de skal lære, at det ikke er farligt at holde på en blyant.

De skal lære, at det er okay at lave fejl – at man kan lave fejl uden at blive råbt af, og at stavefejl kan viskes væk. Hun forsøger at lære dem ikke at være bange for at læse, ved at hele familien sidder i en rundkreds og skiftes til at læse – to sætninger ad gangen. Og så sørger hun for at have alenetid med Artemi, imens pigerne leger. Så han lærer at stole på hende.

”Det er fantastisk at se, hvordan børnene når de mål, de sætter sig. Jeg tror, de vil få de liv, de håber på at få,” siger Oksana.

Kærlighed og faglighed

Alena Marchik er psykolog i SOS-børnebyen i Pushkin. Hun arbejder sammen med en række terapeuter i og uden for børnebyen.

”Vi hjælper børnene med at blive hele mennesker. De lærer at bearbejde og hele de sår, som er en del af deres fortid. Samtidig er det vigtigt for os, at vi ikke skaber falske forhåbninger, men giver dem realistiske forventninger til fremtiden,” siger Alena Marchik.

Det er også Alenas job at finde den helt rigtige SOS-familie, når et nyt barn flytter ind i børnebyen – så barnets behov passer til den
SOS-familie, som barnet bliver en del af. Det var sådan, at hun matchede Oksana med Artemi og søstrene.

”Mens børnene arbejder på at få et tættere forhold til deres SOS-mor og deres nye familie, styrker vi også SOS-forældrene i deres rolle og hjælper dem med deres udfordringer.

Både børn og voksne er løbende i kontakt med fagfolk. For eksempel bliver de børn, der har brug for det, fulgt af psykiatere, psykologer, psykoterapeuter, talepædagoger eller medicinsk personale,” siger Alena og fortæller, at de også arbejder for, at nogle børn får en bedre relation til deres biologiske forældre, når det er muligt og godt for barnet.

Børnene var traumatiserede, fly katastrofen var en tragedie for dem. For Artemi var det ekstra hårdt. Han er den ældste, han er en dreng, og han husker mere fra livet, før han kom her, og han var netop begyndt at knytte sig til Elena,”

Til verdens bedste mor

Sidste år blev de fire søskende til seks, da Igor på ni og Mark på 15 flyttede ind. Pigerne har travlt med at lave figurer af elastikker sammen med Oksana. De farverige elastikker bliver forvandlet til en sjov gravhund og Snurre Snup. Llia elsker det.

Jeg kan godt lide min familie. Det er som en almindelig familie, og jeg kan mærke, at mor elsker os. Hun gør os glade, hvis vi er triste, og nogle gange kilder hun os,” fortæller Llia smilende.

På kvindernes internationale kampdag den 8. marts fik Oksana en tegning af en blomstervase. Det var Artemi, der havde lavet det. På
tegningen havde han skrevet: Til verdens bedste mor, Oksana.

”Jeg elsker mine børn, og jeg føler mig som deres mor. De ved, jeg ikke forlader dem. Mit liv med dem,” siger Oksana Osipova.
”Jeg elsker mine børn, og jeg føler mig som deres mor. De ved, jeg ikke forlader dem. Mit liv med dem,” siger Oksana Osipova. Foto: Nina Ruud

”Jeg gav ham et knus, uden at han skubbede mig væk”, siger Oksana Osipova. ”Jeg elsker mine børn, og jeg føler mig som deres mor. De ved, jeg ikke forlader dem. Mit liv er med dem.”

Børnenes navne er blevet ændret af hensyn til deres privatliv.

Fakta

Om SOS Børnebyerne i Rusland

• 79 SOS-familier med i alt 320 børn.
• 5 ungdomshuse.
• 11 forebyggende projekter rettet mod udsatte familier, der kan være i fare for at bryde sammen. Blandt andet på grund af stofmisbrug eller hiv.
• I alt støtter SOS Børnebyerne 2042 børn og unge.