Lislotte blev SOS-fadder for Tashi for godt 30 år siden. I dag betragter de hinanden som en familie, og nu er Tashi og hendes søn endelig kommet på ferie i Danmark. Foto: Rasmus Preston
Første gensyn i 21 år
”Så. Nu kører bagagebåndet. Nu må de altså snart være her,” konstaterer Lislotte og holder blikket fæstnet mod ankomsthallens døre. I hånden holder hun et dansk og et tibetansk flag, og ved hendes side står datteren Karen og barnebarnet Alma klar med kamera og store smil.
Den lille velkomstkomite fra Skovhegnet i Kirkelte ved Allerød virker lige dele spændte og nervøse. Men det er heller ikke hvem som helst, de er taget i lufthavnen for at hente. Det er nemlig Lislottes forhenværende SOS-barn Tashi og hendes 10-årige søn Tenzin, der netop er landet på dansk jord. De er rejst hele vejen fra Indien for at møde familien og være med til Lislotte og manden Gregers guldbryllup.
Dørene til ankomsthallen går konstant op og i og sluser de rejsende ud i armene på familie og venner. Og pludselig står de der – Tashi og Tenzin. Selvom de to kvinder ikke har set hinanden i 21 år, er gensynsglæden hjertevarmende følelsesladet. Der er store smil, lange kram og våde øjenkroge over hele linjen. Arm i arm går de mod parkeringspladsen og sætter kursen mod Skovhegnet, hvor de i de næste godt tre uger skal nyde hinandens selskab.
Det var fantastisk at se, hvor Tashi kom fra. Vi besøgte hendes gamle børneby, og hun introducerede os for sin far, sine søskende og venner i Shillong, hvor hun nu boede.
De kendte os alle sammen fra brevene. Det besøg gjorde helt klart vores relation stærkere. Det, at se hinanden i kød og blod, gjorde bare det hele lidt mere virkeligt.
Alma, Karen og Lislotte står klar til at hente Lislottes forhenværende SOS-barn og hendes søn i lufthavnen. Foto: Iben Stjerne Christensen
Har stadig det allerførste fadder-brev
Dagen efter har Lislotte og Tashi inviteret på kaffe og historier. Tashis søn har allerede fundet en god legekammerat i Lislottes andet barnebarn Leonora. Sammen tonser de græsplænen tynd og forbereder eftermiddagens dukkert i havens lille pøl. ”Det gør mig så glad at se, at de leger godt sammen,” siger Tashis på engelsk, mens Leonora hjælper Tenzin i svømmevingerne. ”Det her er en oplevelse for livet for både ham og mig. Og jeg håber virkelig, at Tenzin kommer til at knytte lige så stærke bånd til vores danske familie, som jeg har gjort.”
De bånd begyndte for godt 30 år siden, da Lislotte blev SOS-fadder for den dengang 14-årige pige fra børnebyen Mussoorie. Mussoorie ligger i det nordlige Indien i et område, der rummer et stort antal tibetanske flygtninge. I 1962 åbnede SOS Børnebyerne en særlig afdeling i børnebyen Mussoorie for netop tibetanske flygtningebørn, der enten havde mistet deres forældre under flugten fra Tibet, eller hvis forældre på grund af svære livsvilkår ikke var i stand til at sørge tilstrækkeligt for dem. Tashi hørte til i sidstnævnte kategori, og kort efter sin indflytning begyndte hun og hendes danske SOS-fadder Lislotte at skrive breve til hinanden.
”De første par år skrev vi jo bare et par breve til hinanden om året. Jeg skrev lidt om, hvad vi gik og lavede her i Danmark og sendte nogle gange små gaver med, og så svarede hun med et lille brev eller en tegning,” siger Lislotte. I samme sekund finder Tashi sin mobil frem og viser et foto af et håndskrevet brev dateret tilbage i 1989. Det er det første brev, hun nogensinde modtog fra Lislotte, forklarer hun og smiler. Hun har gemt det hele, også den sweater hun fik af Lislottes datter Marie, da hun besøgte hende i Indien tilbage i 1994. ”Altså det siger jo det hele, at det første brev og den bluse stadig findes,” siger Lislotte og sender et smil mere i Tashis retning.
Det gør mig så glad at se, at de leger godt sammen.
Det her er en oplevelse for livet for både ham og mig. Og jeg håber virkelig, at Tenzin kommer til at knytte lige så stærke bånd til vores danske familie, som jeg har gjort.
"Jeg er hendes danske mor"
- Lislotte, SOS-fadder til Tashi
Besøget gjorde det hele mere virkeligt
Breve, billeder og tegninger fortsatte gennem årene deres jævne flow mellem Danmark og Indien, og kontakten holdt som det naturligste i verden ved, da Tashi som 19-årig flyttede ud af børnebyen og begyndte at læse til lærer i Delhi. Begge Lislottes døtre havde fra barns ben fulgt med i deres SOS-søsters liv på den anden side af kloden, så da den ene datter et par år senere planlagde en rundrejse i Asien, skulle hun selvfølgelig møde Tashi fra de mange breve.
Mødet var en succes, og to år senere tog datteren tilbage denne gang med Lislotte under armen: ”Det var fantastisk at se, hvor Tashi kom fra. Vi besøgte hendes gamle børneby, og hun introducerede os for sin far, sine søskende og venner i Shillong, hvor hun nu boede. De kendte os alle sammen fra brevene. Det besøg gjorde helt klart vores relation stærkere. Det, at se hinanden i kød og blod, gjorde bare det hele lidt mere virkeligt,” siger Lislotte.
På ferie i Danmark
Tashi og hendes 10-årige søn er på ferie i Danmark i tre uger. Her sidder de i haven sammen med Lislotte og Gregers og deres ene barnebarn Leonora. Foto: Rasmus Preston
Endelig på besøg i Danmark
Der skulle gå 21 år fra Lislotte og Tashis første møde til det næste. I mellemtiden er Facebook og Messenger kommet til og har gjort det lettere at holde kontakten fra dag til dag. De to familier i henholdsvis Skovhegnet og Shillong har udvekslet billeder, julekort og fødselsdagshilsner og delt tårer og glæder i forbindelse med familieforøgelser, jobskift og dødsfald. De er med tiden blevet en vigtig del af hinandens historie:
”Jeg har min familie derhjemme. Og så har jeg min anden familie her i Danmark,” siger Tashi. Lislotte nikker samtykkende. De er i familie. Af samme grund var der ingen tvivl om, at Tashi og hendes søn også skulle inviteres med til Lislotte og Gregers guldbryllup i juni: ”Det har krævet virkelig meget koordineringsarbejde at få det her besøg til at lykkes. Min datter har brugt helt ufattelig mange timer på at finde ud af visumregler, udfylde skemaer, tjekke flyafgange og så videre. Derfor var det også så vildt at stå i lufthavnen i går og tage imod dem,” siger hun.
De næste tre uger har Tashi og sønnen Tenzin residens i det lille anneks bag huset. Tiden skal gå med de sidste forberedelser inden den store fest, og bagefter bliver der nok også tid til lidt sightseeing: ”Måske besøger vi den Blå Planet eller taget et smut til Legoland, men vi har faktisk med vilje ikke lavet så mange planer. Vi skal også bare have tid til at være sammen,” siger Lislotte.
Tashi fortsætter: ”Jeg har ikke brug for at tage en masse steder hen. Jeg vil bare gerne være her sammen med auntie.”
Vil du være SOS-fadder?
Som SOS-fadder hjælper du et specifikt forældreløst eller udsat barn til et nyt liv og en tryg barndom i en SOS-børneby. Her får barnet en mor, en familie og et kærligt hjem. Din hjælp sikrer også barnet en uddannelse og dermed en vej ud af fattigdommen.
Bliv fadder og hjælp et udsat barn
Vil du besøge dit SOS-barn eller din SOS-børneby
Tænker du også på at besøge dit SOS-barn eller den børnby, du støtter, så er der gode råd at hente i fadderhåndbogen.
