Morten giver Brasiliens børn en fremtid

Der er langt til Brasiliens bakkede landskab og besværlige grusveje, når Morten sidder i sin stue på Vesterbro i København. Alligevel tænker han ofte på sidste års tur til det nordøstlige Brasilien, hvor han tog den lange køretur til SOS-børnebyen, hvor hans fadderbarn Larissa vokser op.

”Jeg troede jo bare lige, det var en smuttur ind i landet. Men det tog fem timer, da der var grusvej hele turen, og vi både punkterede og holdt i kø på grund af en nedkørt ko. Da vi kom til en port med SOS Børnebyernes logo, så vidste jeg, at vi var det rigtige sted,” siger Morten.

Morten er kommet i Brasilien hvert år siden 2006, hvor han købte en feriebolig i Brasilien. Han beslutter sig for at hjælpe et forældreløst barn i Brasilien på grund af hans tætte forhold til landet og kendskab til sproget. For ham er hans fadderskab for Larissa mere end bare en økonomisk støtte.

”Jeg har ingen børn selv, og jeg ville gerne give noget til Brasiliens børn. Det er vigtigt for mig, at jeg kan være med til at give Larissa hjælp, så hun får en fremtid. Men jeg kan også godt lide tanken om at bygge et venskab op. Måske har vi stadig en relation om ti år,” siger Morten.

Hjemmebag og ægte omsorg

I børnebyen blev Morten vist rundt i børnebyen, på den lokale skole og i Larissas hjem, hvor der blev serveret hjemmebagte kager. I huset bor Larissa med sin SOS-mor og sine nye søskende, som er andre udsatte børn, der bor i samme hus.

”Stemningen i huset var fyldt med kærlighed. Jeg så tryghed, gode fysiske rammer og ægte omsorg. Larissas mor havde været SOS-mor i 30 år. Man kunne se, hvor meget hun holdt af sine børn. Hun har jo viet sit liv til de her børn, det var så smukt at se,” siger Morten.

Morten kom på besøg en hverdag, og Larissa og hendes søskende havde fået lov til at holde fri fra skole. Hele familien var derfor til stede, da maden blev serveret ved familiens spisebord. Morten sad ved siden af Larissa, og selvom hun var stille og svær at snakke med, gjorde mødet stort indtryk på Morten.

”Larissa var meget introvert og genert og holdt sig mest for sig selv. Men det har jeg fået at vide fra starten af i brevene fra børnebyen. Det var meget godt at opleve, at man ikke får en standardbeskrivelse af børnene. Selvom hun var lidt stille, fik jeg et lille smil og kunne fornemme, at hun havde det godt,” siger Morten.