”Jeg har støttet, siden jeg som 12-årig besøgte en børneby”
Kirsten bladrer i sine gamle medlemsblade, som hun har modtaget, siden hun som 12-årig var på besøg i en børneby. Besøget var en del af en familieferie til Almünster i Østrig, hvor én af de første SOS-børnebyer lå. Kirsten husker stadig, hvorfor hun skrev sig op til medlemsbladene og valgte at støtte SOS Børnebyerne.
”Jeg var kun 12 år, da jeg besøgte børnebyen, men jeg husker, hvor imponeret jeg var over en kvinde, der tog sig af ni børn, som ikke var hendes egne biologiske børn. Det var en øjenåbner for mig, og jeg startede med at støtte mødrene og børnene i børnebyen for mine egne lommepenge. Først fik jeg SOS-bladene på tysk. De kom senere på dansk, og jeg har gemt dem alle,” siger Kirsten.
Medlemsbladene kommer ikke længere med nummer på. Kirsten markerer dem selv, så hun kan holde øje med hvor mange, hun har modtaget gennem tiden. På det nyeste har hun skrevet ”213” med sort kuglepen.
Jeg var kun 12 år, da jeg besøgte børnebyen, men jeg husker, hvor imponeret jeg var over en kvinde, der tog sig af ni børn, som ikke var hendes egne biologiske børn.
Det var en øjenåbner for mig, og jeg startede med at støtte mødrene og børnene i børnebyen for mine egne lommepenge. Først fik jeg SOS-bladene på tysk. De kom senere på dansk, og jeg har gemt dem alle.
Kirsten har gemt alle sine medlemsblade fra SOS Børnebyerne: "Først fik jeg SOS-bladene på tysk. De kom senere på dansk, og jeg har gemt dem alle."
Gæstfrihed uden sprog
Kirsten støttede løbende med mindre beløb, indtil hun i 1992 fik et fadderskab sammen med sin mand. De valgte at støtte et barn fra Polen, fordi det var et land, der var muligt at besøge. I 1993 besluttede de sig for at tage deres to døtre med til Polen og besøge deres fadderbarn Lia. Kirstens ældste datter Liselotte, der var 17 år dengang, husker tydeligt familiens ankomst til børnebyen.
”Det er en oplevelse, jeg ikke glemmer. Jeg husker, hvordan SOS-moren og børnene kom løbende hen mod vores bil, mens de kaldte vores navne. Det var så fint og en meget stærk oplevelse,” siger Liselotte.
Hele familien blev inviteret indenfor, hvor SOS-moren serverede kage og te. Selvom familierne ikke kunne tale sammen, har Kirsten aldrig følt sig så velkommen.
”Det er en af de bedste oplevelser i mit liv. Det er meget specielt at komme et sted hen, hvor man ikke kan tale sammen. De kunne intet engelsk, kun russisk og polsk. Alligevel har jeg aldrig mødt sådan en varme, som vi blev mødt med i det hjem,” siger Kirsten.
Der boede seks børn i familiehuset, to af dem var Lias biologiske søskende. Selvom der var rift om opmærksomheden, så gav de andre børn plads, så Lia fik lov til at være i centrum fra start til slut.
”Hele SOS-familien fulgte os hen til vores bil. Lige da vi skulle skilles, og alle vinkede farvel, kom Lia susende og gav os alle et knus, og hun blev løftet op i luften af min mand. Det var så godt,” siger Kirsten.
Det er en af de bedste oplevelser i mit liv. Det er meget specielt at komme et sted hen, hvor man ikke kan tale sammen. De kunne intet engelsk, kun russisk og polsk. Alligevel har jeg aldrig mødt sådan en varme, som vi blev mødt med i det hjem.
Kirsten var kun 12 år, da hun under en ferie besøgte en børneby for første gang. Da hun kom hjem fra ferie valgte hun at støtte SOS Børnebyerne med sine lommepenge.
Den bedst mulige fremtid
I hele sin studietid støttede Kirstens datter Liselotte SOS Børnebyerne sporadisk, men da hun fik sit første arbejde, var det naturligt for hende også at få et fadderskab. Liselottes arbejde involverede mange rejser til Uganda, og derfor var det oplagt at støtte et barn derfra. Liselotte har siden da støttet Chad, som hun har besøgt flere gange.
”Det er enormt livsbekræftende, at man gør noget for andre. Og at man kan se, at det virker. Børnene bliver hjulpet, så de kan komme så langt, som muligt. Mødrene møder børnene der, hvor de er, og de giver dem den bedst mulige fremtid,” siger Liselotte.
Det er fem år siden, Liselotte sidst var på besøg, men hun håber på snart at kunne besøge Chad igen.
Kirsten og hendes mand fik et nyt fadderbarn i Polen i 2002, fordi Lia flyttede fra børnebyen. I dag har de et nyt fadderbarn fra Rusland, som de vil støtte så længe, han har brug for det.
Vil du være SOS-fadder?
Som SOS-fadder hjælper du et specifikt forældreløst eller udsat barn til et nyt liv og en tryg barndom i en SOS-børneby. Her får barnet en mor, en familie og et kærligt hjem. Din hjælp sikrer også barnet en uddannelse og dermed en vej ud af fattigdommen.
Bliv fadder og hjælp et udsat barn
Vil du besøge dit SOS-barn eller din SOS-børneby
Tænker du også på at besøge dit SOS-barn eller den børnby, du støtter, så er der gode råd at hente i fadderhåndbogen.
