Caroline husker tydeligt hendes møde med Adla, selvom det er seks år siden. I dag er Caroline 17 år og Adla 11 år, og selvom de bor langt fra hinanden, holder de to piger stadig kontakten ved at skrive sammen. Foto: privatfoto
“Jeg cyklede i skole hver dag uden at tænke over det”
Tiårige ønsker sig som regel det nyeste legetøj til deres fødselsdag, men da Caroline fyldte 10 år, stod der noget helt andet på ønskelisten. Caroline ønskede sig en gave, der kunne hjælpe børn, der ikke havde samme muligheder som hende. Ideen kom fra samtaler med mormor Lisbeth, der havde vist hende billeder af fattige børn fra sine mange rejser rundt i verden.
”Jeg var interesseret i at hjælpe børn, fordi jeg selv var et barn. Jeg havde set billeder fra min mormors rejser, og vi havde snakket om, hvordan fattige børn lever og har det. Specielt de billeder med børn, der sad på jorden uden legetøj og ikke kunne komme i skole, gjorde indtryk. Det lignede ikke min hverdag, hvor jeg cyklede i skole hver dag uden at tænke over det,” siger Caroline.
Carolines mormor Lisbeth husker tydeligt Carolines interesse for at hjælpe andre børn, og det var derfor naturligt at give hende et fadderskab i gave.
”Caroline brændte så meget for at gøre en forskel for verdens børn. Jeg kunne mærke, at det lå hende meget på sinde. Hun snakkede om, at hun ville bruge sine penge fra sin konfirmation på at hjælpe. Jeg syntes, det var en fantastisk tanke, men hun skulle selvfølgelig ikke bruge sine konfirmationspenge. Derfor valgte jeg, at hun skulle have et fadderskab i gave,” siger Lisbeth.
Vi sagde ”hej”. Og jeg kan tydeligt huske, at hun tog mig i hånden som noget af det første. Hun var så smilende og glad. Jeg følte, at jeg kendte hende gennem brevene, men det var så mærkeligt pludselig at stå over for et menneske, som du kun har haft kontakt med på skrift.
Hele familien var med, da Caroline besøgte Adla i SOS-børnebyen i Kenya. Familien havde gaver og legetøj med til Adla og hendes SOS-søskende. Foto: privatfoto
Et fnisende møde i Kenya
Caroline bladrer i sin fotobog, mens hun fortæller om besøget i børnebyen i Kenya i 2011. Da Caroline godt et år tidligere fik sin fødselsdagsgave, var det slet ikke på tale, at hun skulle møde sit fadderbarn. Caroline havde skrevet meget sammen med Adla, men det var en helt anden snak at skulle møde hende i virkeligheden.
”Adla var genert, og jeg var lidt genert. Vi sagde ”hej”. Og jeg kan tydeligt huske, at hun tog mig i hånden som noget af det første. Hun var så smilende og glad. Jeg følte, at jeg kendte hende gennem brevene, men det var så mærkeligt pludselig at stå over for et menneske, som du kun har haft kontakt med på skrift,” siger Caroline.
Caroline var afsted med hele sin familie, men det var hendes mormor, der havde planlagt turen. Lisbeth ville gerne give Caroline muligheden for at møde Adla. Selvom det var svært at kommunikere, mærkede Caroline hurtigt et tæt bånd mellem dem.
”I starten var det lidt svært at snakke sammen på engelsk, men der var så glad en stemning, at man bare grinte og havde det sjovt med hinanden. Vi snakkede ikke om så meget, det handlede mere om at holde hinanden i hånden, sidde tæt og grine sammen,” siger Caroline.
Hun er så taknemmelig for at gå i skole, hun gør alt for, at hendes karakterer bliver så gode som overhovedet muligt. Jeg er mere afslappet, jeg går i skole, fordi jeg skal. Det er jo bare en selvfølge for mig, men når hun skriver, tænker jeg over, at jeg egentlig skal være taknemmelig for alle de ting og de muligheder, jeg har.
Taknemmelige breve
I dag skriver Caroline og Adla stadig sammen, og på grund af besøget, føler Caroline, at de kender hinanden bedre end før. Adlas breve om hverdagen og skolen sætter Carolines liv i perspektiv.
”Hun er så taknemmelig for at gå i skole, hun gør alt for, at hendes karakterer bliver så gode som overhovedet muligt. Jeg er mere afslappet, jeg går i skole, fordi jeg skal. Det er jo bare en selvfølge for mig, men når hun skriver, tænker jeg over, at jeg egentlig skal være taknemmelig for alle de ting og de muligheder, jeg har,” siger Caroline.
Der er ingen af Carolines venner på Rosborg Gymnasium i Vejle der har et fadderbarn. Caroline er overbevist om, at hun har en bedre forståelse for verdens udsatte børn, fordi hun har kendt Adla, siden hun var helt lille.
“Jeg kan sætte mig ind i, hvordan børn som Adla har det. Det ligger så fjernt fra mine venner, men tæt på mig, fordi jeg kender Adla. Og så har jeg set med mine egne øjne, at det hjælper, når man donerer penge på den her måde,” siger Caroline.
Vil du være SOS-fadder?
Som SOS-fadder hjælper du et specifikt forældreløst eller udsat barn til et nyt liv og en tryg barndom i en SOS-børneby. Her får barnet en mor, en familie og et kærligt hjem. Din hjælp sikrer også barnet en uddannelse og dermed en vej ud af fattigdommen.
Bliv fadder og hjælp et udsat barn
Vil du besøge dit SOS-barn eller din SOS-børneby
Tænker du også på at besøge dit SOS-barn eller den børnby, du støtter, så er der gode råd at hente i fadderhåndbogen.
