Steffen Damgaard blev fadder for brasilianske Marilene i 1995, da hun var omkring seks år gammel. På det tidspunkt havde hun og hendes søskende allerede boet i nogen tid på forskellige hjem, inden hun kom til SOS-børnebyen i Brasilia. Hendes familie havde store problemer, og fremtidsudsigterne så ikke lyse ud.
”Jeg havde selv tre drenge på omtrent samme alder, og det var væsentligt for os at få et personligt forhold til vores SOS-barn, hvis det var muligt”, fortæller Steffen. ”Det forsøgte vi på bedste vis at udbygge gennem årene med breve, kort, billeder og gaver til fødselsdag og jul”, fortsætter han.
Men en tur til Brasilien for at besøge Marilene blev det ikke til, og da hun blev 18 og skulle flytte fra SOS-børnebyen ophørte kontakten.
”Det var jeg meget ked af, men der var ikke rigtigt noget, jeg kunne gøre. At Marilene også oplevede det som et savn, var jeg ikke klar over på det tidspunkt”, siger Steffen.
Men Facebook var i mellemtiden blev en del af mange menneskers hverdag. Herunder både Steffens og Marilenes, og her genfandt de hinanden. Gradvist fik de mere og mere kontakt.
”Selv om vi aldrig mødtes, fik vi et nært og fortroligt forhold, der har bragt mange glæder. Både da hun senere mødte sin kæreste René og fik sin søn Fernando, som nu er to et halvt år gammel”, siger Steffen.
Da kæresten og Marilene skulle giftes var kontakten blevet så tæt, at Steffen og hans kæreste blev inviteret med til brylluppet.
”Der var for os ingen tvivl om, at vi måtte afsted. Sådan en mulighed får man jo kun sjældent”, fortæller Steffen.
Ikke alene havde Marilene inviteret til bryllup, hun havde også inviteret Steffen og kæresten til at bo i familiens nye lejlighed. Her kunne de både deltage i dagligdagen og hjælpe med bryllupsforberedelserne, hvor det var muligt.
”Vi tog afsted med sommerfugle i maven, men havde besluttet at tage det, som det måtte komme. Vi vidste jo heller ikke, hvad vi kunne forvente. Vi kendte dem jo ikke personligt, heller ikke deres vaner, skikke og traditioner”, siger Steffen.
Men det skulle vise sig, at der ikke var grund til bekymring. Da Marilene hentede Steffen og kæresten i lufthavnen, var der kontakt for første sekund – følelserne var store fra begge sider. Sprogbarrieren klarede de med skiftevis brug af engelsk, enkelte tillærte portugisiske ord og fagter. Dagene op til brylluppet fløj afsted med bryllupsforberedelserne, men også med de daglige gøremål i lejligheden samt småture rundt i den smukke hovedstad. ”Nogle af de mennesker, som står Marilene nær, ville gerne møde os, så vi fik også hilst på en masse dejlige mennesker,” mindes Steffen.
”Heldigvis fik vi i nogle stille stunder også talt nært og fortroligt om vores fælles oplevelser med hendes opvækst i børnebyen, hendes forhold til sin biologiske familie og enkelte af hendes SOS-søskende, som hun stadig ser”, siger Steffen.
Trods travlheden blev der tid til et besøg i Marilenes SOS-børneby, men højdepunktet i opholdet var naturligvis brylluppet for ikke mindre end 160 gæster.
”Alle til stede var klar over, hvem vi var. Nogle holdt sig lidt i baggrunden og opsøgte os ikke, da mange ikke kunne tale engelsk og vi ikke portugisisk. Andre behandlede os nærmest som kendisser og ville tale med os og tage billeder. Hele tiden med stor glæde, gæstfrihed, nysgerrighed og venlighed”, fortæller Steffen.
Hjemmefra havde Steffen forberedt en tale på engelsk og oversat den til portugisisk via Google Translate. Han ville overlade det til stemningen, hvilken han ville holde.
”Heldigvis valgte jeg den portugisiske, og jeg er så glad for, at i hvert fald hovedparten kunne forstå og deltage i min lille seance på Marilenes store dag”, siger Steffen.
Ovenpå det meget vellykkede bryllup var det tungt kort efter at skulle sige farvel til hinanden i lufthavnen.
”Det var usigeligt hårdt – men vi har lovet hinanden, at vi skal ses igen. Om det så bliver i Danmark, i Brasilien eller et tredje sted, ved vi ikke. Men ses, det skal vi”, siger Steffen som hjemme i Rønne igen glæder sig over billederne og minderne fra mødet med Marilene.
