Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

En brandulykke gav Milan ar for livet

Milan var kun halvanden år gammel, da en forfærdelig ulykke efterlod den lille dreng med brandsår i ansigtet, på hals, bryst og arm. Derfor flyttede Milan ind i en helt speciel SOS-børneby i Nepals hovedstad
Kathmandu. Nok har han mistet det meste af sin hånd, men han trives og har store drømme for fremtiden.

Den blå og hvide skolebus standser foran indgangen til en lokal skole i den nepalesiske hovedstad Kathmandu. Dørene går op, og elever iklædt skolens blå farver myldrer ud og blander sig med de andre blå skoleuniformer på pladsen.

Alle er klædt ens, men de netop ankomne børn skiller sig lidt ud fra andre drenge og piger, der vrimler mod skolebygningen. Bussen er fra SOS-børnebyen Jorpati i Kathmandu. En børneby, der har specialiseret sig i at tage vare på børn, der er funktionshæmmede.

Der bor i alt 44 børn i børnebyen, der alle lever med et handicap, der kræver særlig omsorg og fysioterapi. En af børnene hedder Milan. Som han står der i skolegården med vennerne og fjoller, ligner han enhver anden teenager.

Først da han vender sig om og sætter kurs mod klasseværelset, kommer de karakteristiske ar, som brandsår efterlader, til syne. De starter ved tindingen og løber ned langs højre side af ansigt og hals. Her kryber de igen i skjul under den blå skjorte.

Nepal Jorpati Mila
Milan i SOS-børnebyen i Nepals hovedstad Kathmandu. Foto: Nina Ruud.

Faldt ind i bålet i søvne

Milan var for lille til selv at huske ulykken. Alligevel vedhan godt, hvordan han fik sine ar:

”Jeg lå og sov ved siden af bålet, og så vendte jeg mig i søvne og rullede ind i flammerne. De brændte mit ansigt, højre side af min krop og min hånd,” siger han og viser sin højre arm og en hånd, hvis fingre er næsten væk.

Milans mor er psykisk syg, og opgaven med den konstante pleje, genoptræning og alle operationerne blev for stor en opgave for Milans far, som også stod alene med ansvaret for hans søskende. Derfor flyttede Milan som treårig ind i SOS-børnebyen i Kathmandu.

I Jorpati bliver hvert enkelt barn løbende tilset af fysioterapeuter, læger og psykologer, der sørger for at tilrettelægge individuelle behandlingsforløb til alle. Milan har i årenes løb gennemgået tre omfattende plastikoperationer, og én mere venter lige om hjørnet. Arrene vil han aldrig slippe af med, men gennem operationerne har han blandt andet fået rekonstrueret sit højre øre og sin tommelfinger.

Særligt uddannede mødre

I Jorpati bor børnene som i andre SOS-børnebyer i familiehuse sammen med deres SOS-mor og SOS-søskende.

Det gør Milan også, og selvom han godt kan savne sin egen familie, holder han utrolig meget af sin SOS-mor:

”Min SOS-mor er den bedste. Jeg er meget glad for at bo her sammen med hende.”

For en fattig familie kan det at skulle tage sig af et barn med et handicap være en nærmest umulig opgave. Denne gruppe børn er derfor i særlig fare for at miste forældreomsorgen. For at forhindre det kan SOS Børnebyernes for eksempel hjælpe familierne med forældre undervisning, adgang til speciallæger, operationer og fysioterapi.

Jorpati adskiller sig fra andre børnebyer ved at være hundrede procent dedikeret til funktionshæmmede børn. Det er langt fra alle børnebyer, der har faciliteterne til at tage imod børn med handicap, og mange steder tager man slet ikke imod denne gruppe, fordi rammer og personale ikke er gearet til det. Men der findes verden over eksempler, hvor funktionshæmmede børn flytter ind hos en SOS-familie.

Hvis en SOS-mor bliver ansvarlig for et barn med et handicap, får hun ekstra uddannelse, så hun er i stand til at give barnet den nødvendige pleje og omsorg. Alle SOS-mødrene i Jorpati har modtaget særlig undervisning, så de udover at sørge for mad, bad og kys og kram også kan hjælpe til med den daglige fysioterapi eller anden træning.

 

Min SOS-mor er den bedste. Jeg er meget glad for at bo her sammen med hende.

Nepal Jorpati SOS-boern spiller fodbold
Madhav spiller fodbold med andre børn i SOS-børneby i Nepal. Foto: Nina Ruud

Frihed i en kørestol

Ofte oplever børn med handicap at blive stigmatiseret og gemt væk derhjemme. I andre tilfælde er helt basale ting som for eksempel hjemmets beliggenhed med til at afskære barnet fra omverdenen, ganske enkelt fordi det ikke kan komme rundt på egen hånd på grund af trapper eller terrænet i en bjerglandsby.

Milans nabo, den 12-årige Madhav, er afhængig af sin kørestol. Han er født på landet, hvor folk kommer rundt via smalle stier, der snørkler sig op og ned ad skråninger. Her har en kørestol ikke mange chancer, og Madhav kunne ikke engang komme på toilettet uden at skulle have hjælp.

Hans mor tog derfor kontakt til SOS Børnebyerne, og Madhav fik en plads i børnebyen i Kathmandu. I Jorpati kan han frit bevæge sig fra hus til hus i sin kørestol. Han kan besøge sine venner i de andre huse, når han vil. Og han kan selv tage op til lægen eller fysioterapeuten, når han har en aftale. Her er ramper i stedet for trapper, og gangarealerne er bredere. Der er gjort plads til kørestole, krykker og gangstativer. Der er gjort plads til den frihed, der er i selv at kunne komme rundt.

Forskerspire med sangdrømme

SOS Børnebyerne arbejder også for at sikre, at børnene ikke bliver udelukket fra lokalsamfundet på grund af deres handicap. Af samme grund kører skolebussen også Milan og de børn, hvis handicap tillader det, ind til den lokale skole i Kathmandu.

Uddannelse er ikke bare den sikreste vej ud af fattigdom. Når børn med et handicap bliver inkluderet i lokalsamfundet, skaber det forståelse og afliver fordomme. Trods sin barske start på livet er Milan i dag en glad dreng med store drømme for fremtiden:

”Jeg vil gerne være videnskabsmand eller forsker. Men jeg vil også gerne være sanger og synge romantiske kærlighedssange,” siger drengen, der er fast besluttet på, at hans ar ikke skal afholde ham fra at nå sine drømme.

Fakta

SOS Børnebyerne i Nepal

SOS-børnebyen Jorpati adskiller sig fra andre børnebyer ved at være 100 procent dedikeret til funktionshæmmede børn.