Det er seks år siden, at Anna flyttede ind hos SOS-familien i Pusjkin tæt på Skt. Petersborg i Rusland. Her fik hun hjælp til at forsone sig med fortiden – og tro på fremtiden.
”Da mine forældre blev skilt, begyndte min mor at drikke. I starten drak hun kun lidt, men det blev mere og mere. Til sidst begyndte hun at slå mig,” fortæller Anna.
Hun gik i skole med tydelige blå mærker på kroppen. Klassekammeraterne drillede hende, men til sidst opdagede læreren, hvordan hun havde det derhjemme. Sammen med myndighederne blev det besluttet, at den dengang 12-årige Anna skulle flytte ind i SOS-børnebyen i Pusjkin.
“Jeg husker, at jeg glædede mig til at komme hertil. Her ville jeg få en ny familie med søskende og få aftensmad hver dag,” mindes Anna.
Anna løfter katten Maroisa op og giver den et kram. Nu består hendes familie af SOS-mor Svetlana, tvillingerne Akelia og Calina samt Dimitria, Mikail og Pjotr.
Familien bor i et rummeligt hus, der sammen med ti andre huse udgør børnebyen. De 54 børn og unge vokser op her i børnebyen, fordi deres forældre af forskellige grunde ikke kan tage sig af dem – enten på grund af stofmisbrug, fysisk eller psykisk sygdom, fordi de sidder i fængsel eller ikke længere lever.
Det er vigtigt at have én, man kan kalde mor. Én der siger ”godnat, min sol” og aer dig over håret, før du går i seng”
Ikke alle barndomsminderne er lige gode at tage med sig videre i livet. I SOS-børnebyen har Anna sammen med en psykolog lært at bearbejde og hele de sår, der er en del af hendes fortid. Arbejdet med psykologen giver Anna et trygt fundament, hun kan etablere sit voksne liv på.
”Jeg var meget knyttet til mine bedsteforældre og græd, da de døde. Jeg havde det ikke på samme måde med min mor. Jeg ser sådan på det, at hun bare var en person, der fødte mig. Det er ikke alle, der er lige heldige med sin familie. Sådan er det bare – og jeg får det ikke bedre ved at dvæle ved det,” siger Anna.
Også Annas far døde, da han blot var 29 år.
