Den tanzaniaske middagssol bager ned på Ritha John, mens hun hænger skoleuniformer til tørre på snoren ude foran hus 9.
“Jeg holder af at komme i alle husene, men hus 9 vil altid have et særligt sted i mit hjerte, fordi det var her, jeg havde min allerførste dag som tante,” fortæller hun og vrider endnu en skjorte op.
Rithas vej til SOS Børnebyen i Dar es Salaam begyndte for fem år siden, da hun læste et jobopslag i avisen. ”Børnebyen søgte SOS-tanter. Det var en stor chance for mig for at få et godt og meningsfyldt job, der gjorde gavn,” siger Ritha. Hun sendte en ansøgning, blev kaldt til samtale og fik jobbet.
Begyndernerver på første dag
”Min første dag alene her i hus 9 var lidt unormal. Normalt tilbringer man de første par dage sammen med SOS-moren, så alle kan vænne sig til hinanden. Men i mit tilfælde opstod der en nødsituation, og jeg måtte træde til og være tante en hel måned.”
Trods begyndernerverne gik Rithas ilddåb godt: ”Det var lidt hårdt, fordi jeg ikke kendte børnene og opgaverne i huset så godt. Men heldigvis var de større børn søde til at hjælpe mig med at huske det hele, og inden længe virkede det helt naturligt at være der.”
I børnebyen i Dar es Salaam i Tanzania går Ritha under navnet auntie. Hun er nemlig SOS-tante og træder til, hvis en SOS-mor bliver syg eller skal på rejse.
Foto: Iben Stjerne Christensen.
Klædt på til jobbet
Før en kvinde bliver SOS-mor, skal hun gennemføre et intensivt 3-månders træningsforløb. Rithas forløb fandt sted i Nairobi i Kenya, hvor hun sammen med 12 andre aspirerende SOS-mødre blev klædt teoretisk på til arbejdet med udsatte og ofte traumatiserede børn. Under uddannelsesforløbet besøgte de studerende også børnebyen Buru Buru i Kenya og snakkede med andre SOS-tanter og -mødre.
Efter træningsforløbet flyttede Ritha ind i SOS-tanternes hus i børnebyen i Dar es Salaam. Her bor hun sammen med byens seks andre tanter, og sammen danner de børnebyens eget lille vikarbureau. Hvis en SOS-mor bliver syg, skal holde fri eller besøge sin familie, træder en tante til i huset.
Vi blev rustet til at tage vare på børn med forskellige behov. Det kan være sygdomme, handicap, indlæringsvanskeligheder eller psykiske lidelser. Vi lærte at leve med børnene, som var de vores egne. Give dem tryghed og kærlighed og møde dem åbenhjertet med det, de måtte have med sig.”
En fremtid som SOS-mor
Fordi SOS-mødrene skal bo i børnebyen, er de fleste ansøgere singler uden egne børn eller med voksne børn. Ritha og hendes mand er ikke længere sammen, og hendes eneste søn på 16 år går på skole langt væk fra Dar es Salaam.
”Jeg savner tit min søn, men jeg besøger ham og resten af min familie på mine månedlige fridage. Og så har jeg alle børnene og mine søstre her i børnebyen, så jeg er aldrig ensom,” siger Ritha.
Vasketøjet er klaret, og Ritha mangler lidt rengøring og en tur til markedet, inden børnene kommer hjem fra skole. Hun har nu været tante i børnebyen siden april 2011, og fordi hun kommer rundt i alle husene, er hun et kendt og elsket ansigt blandt børnene. Hvis en SOS-mor går på pension eller stopper, flytter en tante ud af tanternes hus og ind hos børnene. Så bliver hun SOS-mor.
Jeg kan faktisk godt lide at være tante, fordi man lærer lidt om alle børnene. Men jeg ser også frem til at blive sos-mor, få mit eget hus og mine egne børn, som jeg kan følge tæt hver dag.”
