Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Hen over 2021 vil donationen fra Globalt Fokus bidrage til afholdelsen af en række seminarer, som vil gøre det danske civilsamfund klogere i forhold til særlige udfordringer i vores arbejde i Syd.

Samarbejde på tværs af organisationerne

Siden 2019 har SOS Børnebyerne intensiveret samarbejdet med andre civilsamfundsorganisationer for at styrke vores arbejde i Syd.

I 2019 dannede SOS Børnebyerne et fagligt netværk for danske organisationer, der arbejder med børns beskyttelse og anbringelser i Syd. Styregruppen består af organisationerne Alternatives to Separation (ATOS), 100% for Børnene, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU på vegne af nogle af deres medlemmer) og SOS Børnebyerne. Netværket har gennem det seneste års tid mødtes, delt viden og diskuteret erfaringer med de-institutionalisering og forebyggende socialt arbejde rundt om i verden.

I starten af 2020 fulgte dannelsen af et fagligt kønsnetværk bestående af SOS Børnebyerne, Danner og AIDS-Fondet. Fokus for dette netværk er at videndele og samarbejde om at styrke vores arbejde med vold og kønsnormer internationalt og nationalt.

Seminarrækker skal styrke kapacitet og samarbejde

Med donationerne fra Globalt Fokus får vi nu mulighed for at styrke videndelingen, kapaciteten og samarbejdet mellem organisationerne yderligere. Dette gøres gennem en række seminarer, som vil blive afholdt løbende hen over det næste halvandet års tid, samt andre læringsprodukter.

Seminarrækkerne vil fokusere hhv. på årsager til omsorgssvigt og forskellige erfaringer inden for anbringelsesområdet, og på arbejdet med kønsnormer, samt hvordan normarbejdet kan bidrage til at nedbringe voldshændelser i Syd.

Seminarerne vil blive drevet af faglige oplæg fra såvel danske som udenlandske eksperter, samt et fokus på deltagerinddragelse og udveksling. Tanken er, at de to forløb skal sikre, at danske civilsamfundsorganisationer og Syd-partnere har styrket deres viden og kapacitet inden for de to emner, hhv. vold og kønsnormer samt børns beskyttelse og anbringelsesområdet. Samtidig forventer vi, at forløbene kan være katalysator for nye netværksdannelser og partnerskaber mellem de deltagende organisationer, Syd-partnere og på tværs.

Tusind tak til Globalt Fokus for støtten.