“Jeg elsker alle mine børn. Ikke bare de seks børn, der bor hos mig nu, men alle børnene i børnebyen og de mange børn, der har boet her gennem årene.
I løbet af mine 24 år som SOS-mor har jeg været mor for 34 børn. Ni af dem er blevet gift, og jeg har fået 14 børnebørn. Lige nu har jeg tre drenge og tre piger, og jeg husker tydeligt, da de hver især kom herhjem. Det var svært for dem, og først efter tre måneder begyndte de at stole på mig og føle sig trygge. Jeg tror, at tålmodighed er den vigtigste egenskab at have som SOS-mor.”
Mamma Fadia
Betlehem, Palæstina
”Jeg har prøvet at blive forladt af min mor som femårig og voksede op i en SOS-børneby. I dag er jeg selv SOS-mor.
Det er vigtigt for mig at give andre den samme mulighed, som jeg selv fik. Men vi havde ikke en let start. Ingen af mine drenge var på et alderssvarende niveau, og det blev meget vigtigt at sætte klare grænser. En af drengene kom til os efter at have boet på gaden. Han havde svært ved at være sammen med de andre og foretrak at sove på gulvet frem for i sengen. Nu går han i skole, spiller håndbold og vinder mange turneringer. Og han stråler.”
Alicia
Montevideo, Uruguay
En mor for livet
"Jeg siger altid til mig selv, at selvom jeg ikke har født dem, så er det mine børn."
Khun Krongtip fra Thailand har været SOS-mor de sidste 22 år og er mor til 24 børn. Hun har gjort alt for dem, selvom de ikke er hendes eget kød og blod.
Nguyen skulle egentlig først starte som SOS-mor, når en anden SOS-mor skulle på pension. Men en oktobermorgen i 2014 blev hendes planer ændret, da en lille dreng blev afleveret af sin bedstemor i børnebyens vagtrum sammen med et lille brev, hvor hun bad SOS Børnebyerne om at tage sig godt af ham.
Allerede første gang hun holdt ham, følte Nguyen en tilknytning, og i dag er hun SOS-mor til i alt seks børn.
“Jeg blev rørt til tårer, første gang jeg holdt ham. Tænk at denne lille knægt kunne bringe så meget glæde ind i mit liv. Jeg er meget stolt over at være hans mor.”
Nguyen Thi Yen
Vietnam
“Jeg har seks børn, og fem af dem er biologiske søskende. Før de kom her, boede de på et børnehjem, fordi myndighederne ikke kunne finde en familie, der ville adoptere dem alle. Børnebyen blev deres redning.
I starten var jeg lidt urolig for, om jeg kunne klare at give børnene alt det, de havde brug for. Men nu kan jeg se, at de klarer sig mindst lige så godt som andre børn – ikke mindst takket være alle de pædagoger, der støtter dem og os i hverdagen.
Jeg ser os som en normal familie, og børnene ser uden tvivl mig som deres mor.”
Oksana
Brovary, Ukraine
