Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

En mors svære valg

Sommetider må en mor træffe sit livs sværeste valg. Men når det gælder hendes børns liv, er der ingen vej uden om. Fire søskende har fået et kærligt hjem hos SOS Børnebyerne. Kun sådan kunne deres biologiske mor sikre dem en tryg opvækst.

Børnene sidder tæt sammen. Som om de er tryggeste, når de fysisk er i nærheden af hinanden. Lillebror på to år, tvillingepigerne på fire og storesøster, som er syv år.

De fire søskende vokser op i samme SOS-familie i børnebyen i Battambang, Cambodja. Foto: Jens Honoré.

For et år siden i januar 2016 flyttede de ind i SOS-børnebyen i Battambang i Cambodja, og nu kan de for første gang i deres liv spise sig mætte hver dag.

De fire søskende levede hos deres mor, en enlig, 27-årig kvinde, i et lille skur af bambus og blik i et slumkvarter i udkanten af byen Siem Reap. Børnenes mor levede af småjob – rengøring og vask, arbejde i rismarkerne. Men en daglejerløn på ca. 13 kroner om dagen kan ikke forsøger en familie på fem, og ofte kunne hun kun give sine børn et måltid mad om dagen. Faren var forsvundet ud af familiens liv, og der var ingen kontakt.

Børn Cambodja
Storesøster på syv år går for første gang i sit liv i skole, mens lillebror på to år stadig passes hjemme hos SOS-mor. Foto: Jens Honoré.

Børn får et nyt hjem hos SOS Børnebyerne

”Vi blev kontaktet af de sociale myndigheder, som havde fundet børnene. De var overladt til sig selv hele dagen eller til slægtninge eller naboer, mens deres mor arbejdede. De var alle fire blege og underernærede,” mindes Sin Kosal, der arbejder i SOS-børnebyen i Battambang.

Efter samtaler med den unge mor, som også besøgte børnebyen, besluttede hun, at hendes børn skulle flytte ind i en SOS-familie. Her var hun sikker på, at børnene fortsat kunne komme til at vokse op sammen som søskende i et omsorgsfuldt og kærligt miljø.

”Hun har været og besøge sine børn, og hun ringer sommetider og taler med SOS-moren om, hvordan de har det. Hun savner dem selvfølgelig meget, men hun siger også, at det er bedst for børnene at være trygge og sunde og få muligheden for at gå i skole,” fortæller Sin Kosal.

Kontakt til den biologiske familie

•For at forældreløse og udsatte børn kan vokse op og udvikle sig til sunde og stabile voksne er det blandt andet vigtigt at vide, hvor de kommer fra. SOS Børnebyerne arbejder derfor for at sikre, at børnene i SOS-familerne bevarer kontakt til eventuel biologisk familie, så længe det sker med barnets tarv for øje. Biologiske søskende bor så vidt muligt i den samme SOS-familie, så de fortsat kan vokse op som søskende, og sammen bearbedje deres fortid og opbygge en fælles fremtid.

•Mange SOS-børn har biologiske bedsteforældre, onkler, tanter eller andre slægtninge. Nogle børn har også biologiske forældre, som ikke er i stand til at tage sig af dem. Under børnenes opvækst i børnebyen bevarer de kontakten til eventuelle slægtninge. På den måde bevarer børnene identitet og viden om, hvor de kommer fra.

•For de ansatte i SOS-børnebyen og barnets nye SOS-mor kræver det tætte samarbejde med en eventuel biologisk familie også meget. Ote er familieforholdet svært, så både børn og biologisk familie skal forberedes på samværet, så det er en tryg oplevelse for barnet.