“Så er vi fremme,” fortæller chaufføren af firhjulstrækkeren til Dawn Moore og hendes fire kolleger fra Xellia Pharmaceuticals.
Efter 40 minutters varm, bumpet og støjende zigzag-kørsel fra de trygge omgivelser i SOS- børnebyen i Eldoret i den vestlige del af Kenya, er den hvide Toyota Landcruiser stoppet i kanten af den smattede rødjordede markvej i et fladt landområde.
På den anden side af bilens støvede ruder ses omkring 50 børn og voksne i kø omkring to sygeplejersker og en socialarbejder fra SOS Børnebyerne.
Udstyret med skalpeller, pincetter og blå og grønne baljer med desinficerende væske er de i gang med at skære æg fra loppen kendt som ”jigger flea” ud af vævet på fødderne af tre teenagedrenge.
”At se børn på den her måde. Det river ens hjerte itu. Og det er en reminder om, at lykken er i det enkle. Som at have et godt helbred,” konstaterer Dawn, der til daglig arbejder på Xellias produktionsfacilitet i Cleveland, USA.
Blandt de børn, som stadig venter på at modtage behandling, er en dreng, der endnu er for ung til at gå i skole. Han har en forbinding for enden af armen i stedet for en hånd.
”Han var så inficeret med jiggere, at han mistede flere fingre, fordi han ikke fik behandling i tide. Til sidst måtte det meste af hånden amputeres. Derfor laver vi opsøgende arbejde og præventive behandlinger i de mest udsatte områder. For at forhindre at andre børn ender i samme situation,” fortæller sygeplejersken Norah Moraq fra SOS Børnebyernes lokale lægeklinik, mens hun skærer endnu en loppe ud under fingerneglen på en pige i en blomstret kjole.
Sko fra Xellias medarbejdere sikrer et sundere liv
Når alle jiggere er fjernet, desinficeres sårene grundigt. Derefter modtager børnene, der typisk går rundt i bare tæer, et par nye sko, som forhindrer, at deres fødder angribes af lopper. Skoene er finansieret af penge, som Xellias medarbejdere har indsamlet og doneret.
”Det er rørende at se, hvordan børnene lyser op, når de er blevet behandlet og går rundt i deres nye sko. Det gør mig stolt at være med til at give dem et sundere liv,” siger Dawn.
Ud over det kirurgiske behandlingsarbejde og uddeling af sko informerer SOS Børnebyerne om, hvordan man kan undgå at blive inficeret af jiggere. Desuden sprøjtes alle hjem med et loppemiddel, som slår de jiggere ihjel, der gemmer sig i sprækker og hulrum.
Læs mere om SOS Børnebyernes samarbejde med Xellia:
Rekorddonation fra Xellia Pharmaceuticals medarbejdere ruster udsatte unge til jobmarkedet
Xellia Pharmaceuticals: “Vi har en fælles mission om at redde liv”
Medicinalvirksomheden Xellia Pharmaceuticals producerer lægemidler til bekæmpelse af alvorlige infektioner og har siden 2015 støttet SOS Børnebyernes arbejde i Kenya som strategisk partner for at sikre sundhed og behandling af udsatte børn og unge og deres familier i og omkring SOS-børnebyen.
Medarbejderinvolvering i partnerskabet er globalt og er en vigtig del af støtten. Xellias mere end 1.700 ansatte samler hvert år penge ind til en række projekter – blandt andet til SOS Børnebyernes behandling af børn og unge i Eldoret, der er inficeret af jiggere.