Et barns vigtigste sociale netværk er familien. SOS-børnebyen består af en række SOS-familier med en SOS-mor og 7-10 SOS-søskende i hver familie. SOS-moderen står for den daglige omsorg og har ansvaret for familiens husholdning og økonomi. Hvis flere børn kommer fra samme biologiske familie, bor de også sammen i SOS-familien.
Eget familiehus
Hver familie har sit eget hus, hvor børnene vokser op sammen, lærer at tage ansvar og deler sorger og glæder og opbygger deres identitet og kulturelle rødder. Alle SOS-børn får også grundlæggende skolegang med individuel, faglig opfølgning.
Hver SOS-børneby har en børnebyleder. Han eller hun er mødrenes rådgiver og børnebyens administrative leder. I de børnebyer, hvor lederen er en mand, vil han sammen med de andre mandlige ansatte fungere som faderfigur for børnene.
De ansatte i SOS-børnebyerne kommer normalt fra lokalmiljøet.