top
REUTERS/Yazen Homsy

Hjælp os med at hjælpe Syriens børn

Situationen i Syrien er de seneste uger blevet mere og mere desperat. Heldigvis kan SOS, med ny tilladelse fra det syriske styre, optrappe arbejdet og hjælpe flere børn.

Flygtningekatastrofe af alvorligste karakter - sådan lyder FN’s vurdering af situationen i Syrien. Ifølge FN flygter 5.000 hver dag over de syriske grænser, hvilket er 36 procent mere end i december. Det er svært at sige præcis, hvor mange syrere der er fordrevne, men det estimeres, at over hver tiende har måttet forlade sit hjem på grund af sammenstød mellem regimets hær og oprørerne mod præsident Bashar al-Assads styre.

Akut brug for hjælp
Det samlede antal mennesker med humanitære behov ventes at stige til fire millioner, og FN vurderer, at omkring 60.000 mennesker har mistet livet. Kort sagt. Der er akut brug for hjælp.

”Vi ved erfaringsmæssigt, at børn lider mest under krige og katastrofer, og alene det, at forældre ikke kan give deres børn mad og livsnødvendig medicin, kræver vores hjælp. Derfor optrapper vi nu vores arbejde i Syrien ved blandt andet at uddele madrationer, tøj, tæpper og medicin,” siger direktør i SOS Børnebyerne i Danmark, Hanne Elisabeth Rasmussen.

Nødhjælp til hjemløse familier
Assads regime har i lang tid kun godkendt nogle bestemte organisationer at uddele nødhjælp i Syrien, men nu har SOS Børnebyerne også fået tilladelse.

”Nødhjælpen skal gå til børn, typisk i familier, der er flygtet fra kampene, og som har fundet ly i moskeer, kirker, telte osv. Det er mennesker, der har været truet på livet og har mistet deres hjem og deres indtægtskilde,” fortæller Hanne Elisabeth Rasmussen.

Hjælp os med at hjælpe Syriens børn.



Vi hjælper uanset politisk baggrund, på begge sider af frontlinjen.
Hjælpen består af:

  • Uddeling af madrationer, hygiejneartikler og tøj til familier på flugt
  • Uddeling af madrasser og tæpper til familier på flugt
  • Medicin og behandling til de værst ramte i områder med kampe
  • Hjælp til at skaffe rent drikkevand for internt fordrevne
  • Børn vil blive hjulpet til at fortsætte skolegangen og få tilbudt psykologstøtte i børnevenlige omgivelser, så de kan komme sig ovenpå voldsomme oplevelser
  • Endelig har vi også fokus på det forebyggende psykosociale arbejde, for at beskytte børn mod overgreb i de situationer, hvor mange mennesker lever i længere tid på meget lidt plads