Danskerne var gode til at donere deres aflagte fodboldstøvler til SOS Børnebyerne i Sydafrika. I alt 2340 par støvler blev der samlet ind over hele landet. Når støvlerne når frem til Sydafrika, vil de blive uddelt til børn og unge gennem SOS Børnebyernes projekter.
Se mere: TV2 News var med, da de sidste fodboldstøvler blev renset inden afskibning til Sydafrika.
Leg og spil med fodbolden er med til at skabe grobund for gode oplevelser og i sidste ende en god barndom, hvilket også er kernen i SOS Børnebyernes arbejde. At kunne spille fodbold med et par ”nye” fodboldstøvler er med til at gøre legen lidt sjovere, og det glæder både i Sydafrika og hos SOS Børnebyerne.
”For os kan det virke som en lille ting, men for mange børn i Sydafrika er det at eje et par fodboldstøvler en luksus, de normalt ikke ville have råd til”, siger Kasper Kanstrup, der er programchef hos SOS Børnebyerne.
”At så mange danskere har valgt at sprede glæde hos sydafrikanske børn og unge, er vi meget taknemmelige for, siger Kasper Kanstrup.
Flere end forventet får gavn af støvlerne
Oprindeligt var målet at indsamle cirka 1000 par fodboldstøvler til sydafrikanske børn og unge, og det blev så rigeligt nået. Alle støvlerne er nu blevet renset, vasket og skrubbet rene af frivillige, og de første støvler er allerede blevet uddelt i Sydafrika.
”Vi har allerede set, hvor megen glæde og begejstring de første støvler skabte, da de blev delt ud i Sydafrika. Og nu kan endnu flere børn få et par gode støvler, og det er fantastisk,” siger Kasper Kanstrup.
Læs mere: STØT med STØVLER