SOS Børnebyerne arbejder med udgangspunkt i FNs Børnekonvention og 2015 Målene Foto: Joris Lugtigheid

Børns rettigheder og fælles mål 

SOS Børnebyernes indsats baseret på FN's Børnekonvention

SOS Børnebyernes arbejde tager udgangspunkt i FN's Konvention om Barnets Rettigheder. Derfor arbejder vi altid ud fra, hvad der er bedst for barnet. Vi lytter til børnene og involverer det enkelte barn i at tage beslutninger om, hvad han eller hun har brug for, og vi hjælper børn med at bygge varige og stærke relationer med deres søskende, familier og lokalsamfund.

Vi tager også udgangspunkt i FN's retningslinjer for børneomsorg uden for hjemmet samt de internationale 2015 Mål.

Gode forældre

Vores første prioritet er, at børn skal bo i deres biologiske familier, hvis det er muligt og til barnets bedste. For at forhindre at sårbare familier må opgive deres børn, hjælper vi dem med at tage sig af deres børn. F.eks. underviser vi dem i at være gode forældre, samt i ernæring og sundhed. Vi giver dem mulighed for at opkvalificere sig, så de nemmere kan finde arbejde, og vi skaber adgang til uddannelse og lægeklinikker.

Når et barn ikke kan bo hos sin egen familie, søger vi den bedst mulige løsning for det enkelte barn. En af løsningerne kan være at flytte ind i en SOS-børneby.

Alene kan vi ikke gøre det bedst mulige for børnene. Derfor samarbejder vi med regeringer, andre organisationer og lokalsamfundene.

2015 Målene

I år 2000 vedtog FN otte mål for reduktion af global fattigdom inden år 2015. Verdens ledere, FN, internationale organisationer og SOS Børnebyerne skal derfor arbejde hen mod at:

1. Halvere fattigdom og sult i verden
2. Opnå grundskoleuddannelse til alle
3. Øge ligestilling mellem kvinder og mænd
4. Mindske børnedødeligheden med to tredjedele
5. Mindske mødredødeligheden med tre fjerdedele
6. Bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme
7. Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø
8. Øge samarbejdet om bistand, handel og gældeftergivelse

Vi er godt på vej

Status på 2015 Målene er, at verden er godt på vej, og at vores generation faktisk har en chance for at gøre fattigdom til fortid, hvis vi fortsætter det arbejde, som SOS Børnebyerne, andre organisationer, FN og regeringer gør verden over for at mindske fattigdommen.

Udskriv siden Bookmark and Share