Foto: Dominic Sansoni
Mange udviklingslande har ikke ressourcer til at sørge for skolegang til alle børn. SOS Børnebyerne bygger og driver derfor ofte skoler i børnebyernes lokalmiljø.
I SOS-skolerne er de fleste elever fra lokalmiljøet, men skolerne sikrer også SOS-børnene en uddannelse. På den måde løftes det generelle uddannelsesniveau i området samtidig med, at SOS-børnene på naturlig vis bliver integreret med de lokale børn.
Elever fra blandede kår
SOS-skolerne har et højt niveau, så udover at tilbyde uddannelse til nogle af de mest sårbare børn, vælger bedre stillede forældre også at betale for, at deres børn går i SOS-skolen. Det skaber et godt netværk for alle børnene, hvoraf nogle er forældreløse og andre meget sårbare.
Uddannelse er vejen ud af fattigdom
Skolegang er grundstenen for vækst og udvikling i alle dele af et samfund. Ud over at give ny viden åbner uddannelse for flere jobmuligheder og giver den enkelte en mere meningsfuld tilværelse. Et godt skoletilbud er derfor en af de bedste måder at hjælpe på.
Alle SOS-skoler er godkendt af myndighederne og følger det enkelte lands pensum. Lærerne er godt uddannede og kommer som oftest fra lokalmiljøet.
Størstedelen af alle SOS-børn opnår, hvad der svarer til en 9. eller 10. klasses eksamen eller en praktisk uddannelse i et håndværk. En tredjedel får en videregående uddannelse.