SOS Børnebyerne hjælper ofrene efter oversvømmelserne i Pakistan Foto: Reuters/Andrees Latif

Pakistan blev ramt af voldsomme oversvømmelser 

Omfattende oversvømmelser skabte kaos og nød i Pakistan i 2010

Sidst i juli 2010 blev Pakistan ramt af voldsomme oversvømmelser, som skabte omfattende ødelæggelser og kaos. Hele landsbyer blev skyllet væk af de enorme vandmasser, høsten blev ødelagt, og der var akut mangel på vand, mad, husly og medicin. 
 
Behovet for hjælp var desperat. Ifølge FN blev 20 millioner mennesker berørt af katastrofen. Op mod seks millioner blev hjemløse som følge af oversvømmelserne, og seks millioner børns liv var i fare.

Uddeling af mad

SOS Børnebyerne i Pakistan samarbejdede med lokale hjælpeorganisationer om at uddele madforsyninger til berørte familier i det nordlige og sydlige Pakistan. Hver madpakke indeholdt 10 kg mel, 2 kg ris, 2 kg linser, 2,5 kg madolie, 2 kg sukker, 1 kg mælkepulver samt te, salt, chilipulver, sæbe, lys og tændstikker. Nok til at hjælpe en familie på op til otte personer i ti dage. Så meget som muligt blev købt på det lokale marked.

SOS Børnebyerne købte og pakkede madforsyningerne, og den lokale hjælpeorganisation Concerned Citizens of Pakistan sørgede for, at madpakkerne blev transporteret på lokale lejede lastbiler og delt ud.

Pakistans militær hjalp også SOS Børnebyerne med uddeling af madpakker og telte.

Uledsagede børn

SOS Børnebyerne i Pakistan tilbød også myndighederne i alle regioner at tage imod børn, der var blevet væk fra deres forældre.

SOS Børnebyerne har arbejdet i Pakistan siden 1975. Der er otte SOS-børnebyer i Pakistan, men heldigvis blev ingen af børnebyerne ramt af oversvømmelserne.

Mange andre sociale programmer bliver også gennemført af SOS Børnebyerne i Pakistan.

Udskriv siden Bookmark and Share