SOS Børnebyerne har arbejdet i de tørkeramte lande på Afrikas Horn siden 1971 og har derfor et stærkt, veletableret samarbejde med myndigheder og andre organisationer.
Det betyder blandt andet, at SOS Børnebyerne i perioder har været en af de eneste organisationer, der kunne arbejde i det krigshærgede Somalias hovedstad Mogadishu. Den somaliske Al Shabab-milits har også givet SOS Børnebyerne tilladelse til at uddele nødhjælp i Somalia.
250.000 får allerede hjælp
Tørken har påvirket SOS Børnebyernes arbejde i regionen i over et år, og SOS Børnebyerne har igennem længere tid forøget indsatsen i de 12 børnebyer og 66 øvrige programmer - skoler, socialcentre og lægeklinikker - i regionen. Samtidig fortsætter alle projekter og børnebyer den daglige drift som hidtil.
SOS Børnebyerne støtter i forvejen omkring 250.000 mennesker i Kenya, Somalia, Somaliland og Etiopien. Det sker dels ved at give forældreløse børn et nyt hjem, dels ved at skabe bedre levevilkår for udsatte børn og deres familier for at forebygge, at familier går i opløsning, og børn pludselig står alene tilbage.
Det er ikke nemt at arbejde i området, for landbruget fungerer dårligt på grund af tørken, og prisen på mad er steget voldsomt. I Somalia er prisen på basisfødevarer steget med mellem 110 og 375 procent. Det går hårdt ud over de allersvageste.
Nødhjælpsindsatsen
Når SOS Børnebyerne uddeler nødhjælp, tager vi udgangspunkt i de eksisterende projekter, og vi sikrer ikke bare, at børn overlever på kort sigt, men også at de hårdest ramte får støtte på længere sigt.
Vi forsøger desuden at forebygge, at tørke i fremtiden vil ramme så hårdt, og vi kan tilbyde børn, der mister deres forældre under tørken, en bedre fremtid.
SOS Børnebyernes tilgang til nødhjælp adskiller SOS Børnebyerne fra en del nødhjælpsorganisationer.
Bliv nødhjælpsfadder
Her sætter vi ind på Afrikas Horn
I Mogadishu og Baidoa i Somalia har vi åbnet lægeklinikker for at redde menneskers liv i flygtningelejre, der er opstået på grund af tørken. I Mogadishu og Baidoa er der pt. ingen andre sundhedstilbud. SOS Børnebyerne forventer at samarbejde med andre organisationer, for eksempel UNICEF, om at få fødevarer frem.
Blandt aktiviteterne er sundhedstilbud, lægehjælp og medicin til kvinder, gravide og børn, screening af underernærede børn og akut fødevarehjælp til de værst ramte, for eksempel uledsagede børn.
Vi uddeler også fødevarer for at forebygge sult.
Læs mere om SOS Børnebyerne i Somalia
I Gode i Etiopien er SOS Børnebyerne en af få udviklingsorganisationer, der har et større, etableret programarbejde. Vi har allerede børneby, medicinsk klinik, en stor grundskole og et socialcenter i Gode, og derfor kan vi relativt nemt operere i området, også under en tørke.
Nødhjælpsindsatsen sker med udgangspunkt i SOS-børnebyen og socialcentret, hvorfra vi uddeler fødevarer og vandrensnings-kit til de værst ramte områder. SOS Børnebyerne rådgiver også om sundhed og uddeler medicin.
Læs mere om SOS Børnebyerne i Etiopien
I Marsabit i Kenya sætter SOS Børnebyerne ind fem udvalgte steder i den nordlige del af landet, der er hårdt ramt , men ikke har modtaget tilstrækkelig nødhjælp. Udvalgte skoler og børnehaver fungerer som samlingssted og fast holdepunkt for tørkeramte børn og familier, som får mad, vand og omsorg. Lærere tilbyder også undervisning.
Vi sørger også for morgenmad og frokost til skolebørn, udlevering af drikkevand i de hårdest ramte landsbyer og medicin til børn og særligt sårbare familier.
I Kenya samarbejder SOS Børnebyerne med blandt andre Røde Kors om at uddele fødevarer. Læs mere om SOS Børnebyerne i Kenya
SOS Børnebyernes ambition er
- At hjælpe de svageste, altså først og fremmest uledsagede børn, enlige kvinder og gravide, til at overleve ved at give nødhjælp i form af blandt andet vand, mad og medicin. Det gælder både nødlidende, der allerede er i vores programmer, og andre, der har akut behov for hjælp.
- At sikre den langsigtede udviklingshjælp ved at give nødhjælp til de mange mennesker, som allerede er inde i en positiv udvikling takket være SOS-programmerne. Tørke kan få familier, som ellers er ved at komme på fode, til at bryde op og flygte, eller unge, der er i gang med en uddannelse, til at opgive den.
De børn og voksne, der allerede er i gang med en positiv udvikling, skal hjælpes igennem med nødhjælp, så den langsigtet indsats ikke tabes på gulvet. Ellers skades både den enkelte og hele samfundet.
Bliv nødhjælpsfadder